Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Kronik: Arkitekturens Kunst
Information 1992

Af Hans Peter Hagens
Der er i dag så mange, der laver kunstnerisk `specielle` ting at det
er mere specielt at turde være ganske almindelig.

Overordnet betragtet opfatter jeg kunst som et værktøj til at give de
ting vi omgiver os med substans. Et værktøj til at skabe steder for
eftertænksomheden og fordybelsen. Måske ligefrem til "at give os et
indblik i det ufatbare", som det så fint formuleres i en Ingmar Bergman
film.
En udbredt misforståelse er opfattelsen af, at kunst er noget, som
nødvendigvis skal be-finde sig på museum eller galleri. Det kunne være
en smuk tanke, hvis kunsten i højere grad kunne blive en integreret del
af arkitekturen visende ansigt frem i vores huse, på torve og pladser, i
parker, haver - i det hele taget dèr hvor vi handler og færdes til
dag-ligt.

Udgangspunktet for denne artikel er nogle generelle overvejelser omkring
arkitektur, som jeg mener åbner mulighed for denne integration af
kunstarterne. Det handler om at skabe klare retningslinier for
arkitekturen, der kan danne et bedre grundlag for kunstne-riske og
personlige udfoldelser.
En billedhugger har engang fortalt mig, at han synes, at et hus skal
være dæmonisk for at være rart at opholde sig i. Hvordan bliver et hus
dæmonisk ? Arkitekterne og kunst-nerne kan svare i form af springvand,
perspektivlofter, farver, beplantninger, vandløb, malerier,
spejlbassiner, skulpturer, forskellige lyskilder. Men er det i sig selv
nok ?
Lad os tage på en hastig rejse ud i verdenen for at sammenholde nogle af
de forskellige landes traditioner for byggeskik, og kigge på både
typehusene (grundmasen af boliger) og de mere monumentale byggerier.

I arabien har man haft en måde at anskue kunsten på som er beslægtet med
billedhug-geren. Her siger man, at kun Gud kan det perfekte, hvorfor man
laver små bevidste fejl i byggeri. Jeg fremhæver ikke dette af religiøse
grunde, men fordi jeg synes, at det er en utrolig fin form for
beskedenhed og samtidigt et smart påskud til at danne små ulogiske
overraskelser i hverdagen.
Den arkitektoniske hovedkomposition i den traditionelle arabiske bygning
er geometrisk opbygget og som oftest meget stram. Men opløses igen i
detaljen i form af dekorative mønstre og farver symboliserende
plantevækster og universets regelrethed, dernæst af en raffineret
materialesans og håndværkskunnen, der på smukkeste vis kombineres med
rislende vand og frodige haver. Kontrasten mellem det stramme og det
opløste er, efter min mening, det, som gør arkitekturen levende på en
poetisk måde.
Hvis en bygning kun er stram i sit udtryk, eller opløst, bliver der
ingen spænding, og byg-ningen vil efter kort tid blive opfattet som
kedelig. I Danmark kan nævnes det typiske par-celhus som den ene pol og
kunstmuseet Arken som den anden pol. Parcelhusbyggeriet mangler oftest
det personlige islæt og håndværksmæssig kvalitet, mens kunstmuseet Arken
er stopfodret med begge dele, iform af en masseproduktion af "sjove"
materialer og materialesammensætninger. Fællestrækket ved disse 2
modpoler er, at de kun i ringe grad er tænkt ind i en overordnet
helhedsløsning for den enkelte by eller det landskab, som de er blevet
placeret i. Yderligere er integrationen med oprindelige karakteristika,
som den historiske udvikling og de givne landskaber har frembragt,
stort set udeladt.
Det arkitektoniske spændingsfelt opstår netop ved respekten og
forståelsen for denne type kontraster. Det findes der en række glimrende
eksempler på, som jeg ønsker at fremhæve.

Skaberen af den verdenskendte Louvre-glaspyramide i Paris, den
amerikansk/kinesiske arkitekt I.M. Pei`s indfaldsvinkel til
arkitekturen er " enkelhed, funktion, form". Denne i sig selv næsten
kedsommelige treenighed kombineret med Paris` gamle historiske
byg-ninger er et fantastisk eksempel på kontraster, der hånd i hånd
fremhæver hinanden på storslået vis.
Et andet eksempel er ligeledes parisisk, nemlig det arabiske institut,
skabt af Frankrigs førende arkitekt jean Nouvel. En underfundig
glas/stål-bygning beliggende lige overfor Notre Dame, midt i byens
hjerte, bestående af en facade hvor intet mindre end 10.000
iris-blændere filtrerer dagslyset ind i bygningen i et enestående
lys/skyggespil. De stjer-neformede, sekskantede linser åbner og lukker
sig alt efter, hvor meget solen skinner - og er på samme tid moderne
videreførelse af gamle, arabiske dekorationspricipper. Jean nouvels
arkitekturgrundsætning minder om billedhuggerens dæmoniske hus og den
førnævnte arabiske filosofi, idet den lyder "enkelhed, kompleksitet".
Kompleksiteten er det overraskende element, forbløffelsen midt i
enkelheden, i dette tilfælde irisblæn-derne.


Balancen mellem grundsubstancen af typehuse og de mere monumentale
bygninger.

Man kan spørge sig selv om en arkitekt skal finde på noget helt nyt,
hvergang han/hun realiserer en bygning, om det overhovedet er muligt,
eller om det faktisk er en kvalitet at bygge videre på de traditioner
man har i de enkelte lande. Ikke gentage en historisk stil, men
videreudvikle den med vores tids tekniske muligheder - innovationen.
Tilføjes den personlige tolkning skabes basis for en levende
arkitektur.

Et godt eksempel til at underbygge disse holdninger er vores
bystrukturer. En by skal indeholde en overordnet helhedsfornemmelse, en
homogenitet - almindeligheden -
som giver ro, men samtidigt også det individuelle, variationerne mellem
de enkelte hu-se, der skaber livet.
Bindingsværkhusene i de danske landsbyer er en smuk form for typehuse,
som netop skaber disse byers homogenitet, idet de alle er bygget ud fra
det samme enkle konstruk-tionsprincip. Husene er derfor hele tiden
visuelt forbundet med hinanden, på trods af, at ingen af husene er ens i
størrelse, planer, facader og farver.
Typehuse har op igennem historien skabt mange byer og områders særpræg,
de røde træhuse i Sverige, "brownstones"-rækkehusene i New York,
bindingsværkhusene i Danmark. Hvert land sin form for typehuse.
Dette ikke skrevet, fordi jeg mener, at vi i Danmark skal til at bygge
bindingsværkhuse påny. Arkitekternes, ingeniørernes, billedhuggernes,
kunstmalernes, håndværkernes opgave må være i samarbejde at udvikle en
moderne og smuk form for typehus i tidens teknik og ånd, spækket med
kunstneriske finesser indenfor de forskellige fagområder, som nu kan gå
op i en højere enhed, eftersom de fra begyndelsen er tænkt sammen.

Dette udgangspunkt må opfattes som en væsensforskel fra den tankegang,
som ligger til grund for både det påny eksplosive parcelhusbyggeri og
tidens modearkitektur/kunst-strømninger - en higen efter at markere
territorium, lave det "aldrig før sete", hvor forherligelsen af sig selv
som arkitekt/kunstner ofte dræber naturligheden og bliver på-gående.
Jo flere som har sidstnævnte princip som ideal - som eksempelvis ses med
al tydelighed i Berlin i disse år, hvor verdens førende arkitekter og
kunstnere boltrer sig - des mere mistes overblikket,
helhedsfornemmelsen. Dermed ikke være sagt, at der ikke laves
inte-ressant arkitektur/kunst i Berlin, men snarere at utrolig mange
mennesker opfatter byen som et uoverskueligt kaos uden en sammenbindende
struktur.
Byer med en grundsubstans af gedigne typehuse giver netop plads til og
styrker det kunstneriske indtryk af de færre, men nøje udvalgte
fixpunkter som eksempelvis opera-
huse, museer, kirker, skulpturer, spejlbassiner og springvand mv.
I Paris står Louvre-pyramiden, det arabiske institut, den "danske"
triumfbue og Pompi-dou-centret som unikke rumvæsener i det smukke og
historisk homogene bycenter.
I New York rejser sig fantastiske skyskrabere mellem
brownstonetypehusene, placeret i det stramme gridnet, som er lagt ud
over byen.

Grundsubstansen af typehuse i Danmark rummer alt fra det absolut bedste,
spændende fra den gamle bindingsværktradition, borgerhusene i København
og de danske købstader, vores fantastisk fine og velfungerende
rækkehus-bebyggelser, til det monotone parcelhusbyggeri og den øvrige
discountbølge, som idag oversvømmer Danmark med Netto, Tæppeland,
Mc.Donalds-bebyggelser, boligbyggeri, som ikke rummer hverken æstetiske
eller materialemæssige kvaliteter. Vor tids typehuse udstråler ganske
enkelt ingen stolt bygge- og håndværkstradition længere.


Det som karakteriserer velfungerende byplaner, bebyggelsesplaner og huse
er, at de kan tilpasse sig menneskers forskellige levevis igennem de
skiftende tider/epoker/
modestrømninger. Man kan sige, at ligesom planter og dyr bliver forædlet
og tilpasset klimaet, skal bygninger kunne tilpasse sig nye tider.
Den engelske arkitekt, Richard Rogers, siger "at byen består af en
evigt skiftende ram-me om livet - en økologisk symbiose." Han taler
ligefrem om bygninger som kamælioner. Bygninger som kamælioner er i
mine øjne et smukt billede på vor tids foranderlig-hed og muligheder
rent teknologisk.

Dette udgangspunkt, kombineret med de tidligere omtalte tværfaglige og
mere kvalitative kunstneriske, håndværksmæssige, tekniske,
sundhedmæssige indfaldsvinkler - vil efter min mening kunne danne
grundlag for en gedigen og fleksibel nytolkning af den danske
typehus-tradition.
Tankerne bag billedhuggerens dæmoniske hus, den arabiske filosofi omtalt
i begyndel-sen af artiklen, sættes hermed ind i en konkret og anvendelig
ramme, hvor de kan folde sig ud i al deres mangfoldighed.
For at skabe endnu en overordnet ramme for integrationen af
kunstformerne bør det tværfaglige samarbejde desuden omfatte, at
definere klare retningslinier for balancen mellem grundsubstansen af
vores typehuse og de særligt udvalgte fixpunkter, arkitektur-
kunstperlerne, hvor arkitekterne/kunstnerne selvfølgelig skal have
friere udfol-delsesmuligheder.
Disse retningslinier skal ses som alternativer til discountbyggeriet,
hvor arkitekterne, in-geniørerne eller entreprenørerne først bygger et
trist byggeri, hvorefter kunstnerne til-kaldes for at pynte lidt på
kedsomheden i form af diverse kunstkrusseduller. Det, som den tyske
kunstner Joseph Beuys kaldte kunstforurening.
Vores danske kunstner Per Kirkeby har udtalt, at han snart ikke tør tage
ind til Køben-havn længere, fordi han ikke ved hvad de nu har fundet på.
Ja, HT-busserne bliver malet, der er skulpturer i vores havneløb,
nogengange i "Søerne", praktisk talt overalt.

Arkitektur og kunst bør være uadskillelige begreber, som med dygtighed
og politisk vilje
kan udvikle sig til et lands identitet og kultur.
Og en ting er sikker. De byer og landskaber, som rummer skønhedsværdier,
bliver i disse år magneter for menneskets higen mod æstetiske
kvaliteteter.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk