Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Bondegårdens have
Berlingske Tidende 15 april 2001, 6 Sektion, BOLIG side 8

De fine og frodige haver, der opstod i forbindelse med bl.a. stavnsbåndets ophævelse, findes næsten ikke mere. Men ved Hans Hansens gård på Møn, i dag Museumsgården, finder man en jordbunden blanding af pryd og nytte HAVEKULTUR

Af Hans Peter Hagens
Efter Danmarks store landboreformers gennemførelse i 1700-tallet, herunder ikke mindst stavnsbåndets ophævelse i 1788 og udskiftningen, forandredes de danske landskaber radikalt.
Udskiftningen indebar en kolossal omfordeling af jordene samt, at de enkelte gårde i langt højere grad blev udlagt som selvstændige driftsenheder, der med tiden blev helt frikøbte.
Som det smarte samlesæt datidens meget anvendte bindingsværk var, blev hele gårde pillet fra hinanden og siden flyttet fra landsbyerne ud i det åbne land, hvor de nu fritstående huse kunne grænse direkte op til de enkelte bønders dyrkningsarealer.
Dyrkningsarealerne blev almindeligvis opdelt i det egentlige landbrug og så den private have, der omkransede den enkelte gård med udvalgte vækster.
Samspillet mellem frugttræer, køkkenhave og prydvækster udgjorde, og udgør den dag i dag, ikke sjældent en frodighed med store herlighedsværdier: Tænk på gården med det kæmpe jordbærbed lige ud til vejen! Eller på valnøddetræet i Vestergaards baghave, for ikke at glemme nabogårdens herlige æbleplantage med blomstervældet i foråret, og de saftige spiser i efteråret.
Hans Hansens gård og haveanlæg på Møn, Skullebjergsgården, er et eksempel på en af de danske udflyttergårde og derfor en af de mange, mange små brikker i den store udskiftning.
Efter oprindeligt at have ligget i landsbyen Keldbylille, genopførtes gården i året 1800 fritliggende i de åbne marklandskaber kun 300-400 meter fra Hjelm bugt - med direkte havudsigt fra såvel hus som have.
Beliggende på Skullebjergvej, hvis navn refererer til en tidligere eksisterende bronzealderhøj på grunden, etableredes omkring dette historiske punkt en fornem selvforsyningsenhed med en lang række dyr og spiselige vækster.
Smukke læhække i tjørn og mirabel, nødvendiggjort af stærke vinde i foråret og efteråret, danner en nænsom beskyttelse af udearealerne, samt dyrknings- og græsningsfelterne. Mennesker, heste, køer, grise, høns, bier færdedes blandt pære- og æbletræer, hassel, valnød, kirsebær, morbær, lavendel, roser, estragon, kastanie, bøg, røn, naur - for blot at nævne nogle af de mange artsbetegnelser.
Udeladelsen af nytteplanter og -træer i vore gængse parker/haveanlæg er en helt vital mangel, som kan være svær at forstå, eftersom frugttræerne, grøntsagerne og krydderurterne jo også er de herligste prydvækster. Her byder bondegårdens havetraditioner, i øvrigt i slægt med Kongens Have (tredje artikel i denne artikelserie) under Chr. 4s tid og hele den 700-800-årige oprindelige arabiske havetradition, netop på en frodig blanding af nytte- og prydvækster.
Den historiske forklaring på udeladelsen af nyttevækster i mange typer haveanlæg kan måske hænge sammen med, at der opstod kulturperioder specielt under de engelske og franske slotstraditioner, hvor det blev anset for prestigefyldt at skabe lysthaver, hvor alt, hvad der gav associationer til nytte og slidsomt arbejde, skulle udelades. Et lille uddrag fra H.C.
Andersens historie Gartneren og Herskabet underbygger denne overvejelse:
»Hindostans Lotus!« udbrød Herskabet. En saadan Blomst havde de aldrig set – og den blev om Dagen stillet hen i Solskinnet og om Aftenen i Reflekslys.
Enhver, som saa den, fandt den mærkværdig dejlig og sjælden, ja det sagde selv den fornemmeste af Landets unge Damer, og hun var Prinsesse, - klog og hjertensgod var hun. (...) Gartneren svarer: »Den er kun en ringe Blomst fra Køkkenhaven! men, ikke sandt, hvor er den smuk! Den ser ud, som var den en blaa Kaktus, og dog er den kun Blomsten på Ærte-stokken!«
»Det skulle De have sagt os straks!« sagde Herskabet. »Vi maatte tro, at det var en fremmed, sjælden Blomst. De har prostitueret os for den unge Prinsesse! Hun saa Blomsten hos os, fandt den saa smuk, kendte den ikke, og hun er ganske inde i Botanikken, men den Videnskab har ikke med Køkkenurter at gøre. Hvor kunne det falde Dem ind, gode Larsen, at sætte en saadan Blomst op i Stuen. Det er at gøre os latterlige!«
Hans Hansens gård på Møn, i dag Museumsgården - med dens jordbundne blanding af pryd og nytte - er én blandt flere grunde til at drage til Møn.
Af Hans Peter Hagens, arkitekt med arbejdsområder, der spænder fra almindelige byggeopgaver, ombygninger af bevaringsværdige huse, til landskabs- og haveplanlægning.
Artiklen er den femte artikel i forårets serie om frodighed. Den første artikel om »Sommerboligens have« eksemplificeret ved landskabsarkitektens Carl Theodor Sørensens runde kolonihaver i Nærum bragtes 21. januar. Den anden artikel om »Byboligens have« eksemplificeret ved Jørn Palle Schmidts og Gerd Wiboes haveanlæg i Amagergadekarréen i København bragtes 11.
februar. Den tredje artikel om »Kongeboligens have« eksemplificeret ved Kongens Have i København bragtes 25. februar. Mens den fjerde artikel eksemplificeret ved Thyco Brahes Uraniborg og Stjærneborg på Hven bragtes 18. marts.

Billedtekst:
Stuehuset med udsigt til ikke kun have - Hjelm bugt og havet toner nemlig frem 300-400 meter derfra. Fotos: Møns Museum

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk