Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Huse med sjæl
Berlingske Tidende 24 februar 2002, 6 Sektion, BOLIG side 6

Når bygninger og landskaber på trods af en række vidt forskellige karaktertræk opfattes som en uadskillelig helhed, opstår den universale skønhed, som virker pirrende på mennesker. Boligen starter en artikelserie om verdensboliger - i sand, på land, som på vand. Fra Marokko, Nordnorge, Frankrig til Cuba. Udadtil en ganske anonym arkitektur, men med en stærk indre sjæl, udsprunget af historiske tradioner i de pågældende lande. Verdensarkitekter

Af Hans Peter Hagens
Tænk på dejlige stenhuse i mange franske landsbyer. Opbygget i gennem generationer af de forhåndenværende materialer, hovedsaligt bestående af stenarter fra de omkringliggende bjerge og marker, hvilket på simpleste vis får husene og landskabet til at smelte sammen i en form for selvfølgelig ophøjethed.
I Arabien og de dele af Afrika, hvor regnen er en yderst sjældenhed, ser vi jordhuse - næsten som en slags lokale vækster - spire op af jorden i røde, brune og gule nuancer alt efter jordens fysiske sammensætning. Synliggjort ved noget nær geologiske byg-ningsstrukturer, bestående af alt fra små beskedne etplanshuse til skyskrabermodeller-ne i Marokko og Yemen, som kan nå helt op i otte-ni planer.
I Sverige, Norge og Finland har man i århundreder benyttet de store skoves dengang uendelige træressourcer, og ligeledes forenet dette materiale med et særegent arkitektonisk udtryk, i fineste harmoni med netop deres omgivelser og vækster.
I Danmark har vi, alt efter om bygningerne lå tæt på lerjorder, sandjorder, våd- og engområder eller strand, kombineret træet (bindingsværket) med tegl, ler, strå, tang og andre fyldningsmaterialer.
Kort sagt kan man sige, at de forskellige landes oprindelige typehuse er skabt gennem brugen af lokale og dermed lettilgængelige byggematerialer. I forlængelse heraf er beboerne født og opdraget til at betragte deres egne landskaber, jorder og væksters egenart - naturgrundlaget.
Man har lært materialernes ydeevne at kende fra generation til generation, deres konstruktive muligheder, holdbarhed, patinering, samt deres æstetiske og kunstneriske udtryk. Og til sidst opnået en tryghed ved brugen af dem, som så giver sig til udtryk ved en berettiget arkitektonisk/kunstnerisk stolthed.

Nu først til Marokko
Jordhusene i Kelaa M’Gounas sneklædte bjerge splitter Marokko op. I barske ørkenformationer ved Atlasbjergenes vestlige udkant af Sahara, mens langt mere frodige landskaber og vækster strækker sig ud mod Atlanterhavskysten.
Fra den mytiske by Marrakech er der bjergpas og snørklet vejforbindelse til ørkenens oasebyer, som smukt grænser op til floddalene qued Dra og qued Dadès. Qued betyder dog at der kun er vand i floderne, når der kommer smeltevand fra bjergene, og i de yderst sjældne årlige øjeblikke hvor regnen giver sine livbringende dråber.
Jordhuset i Kelaa M’Gouna er ét blandt tusinder og atter tusinder af boliger bygget af jord, sand og sten - en byggeskik som er udviklet og forfinet igennem århundreder gamle generationer - med spektangulære varianter, alt efter hvilken del af den otte millioner kvadratkilometer store Saharaørken man befinder sig i.
Helt specielt for Marokko er imidlertid, at mange af de oprindelige jordbyer er bevaret - både menigmands huse og de befæstede borge, Kasbah’erne, hvor alle landsbyernes folk kunne søge tilflugt i tilfælde af fjendtlige angreb.
Som fuldkommen modsætning til de af franskmændene nyere planlagte gade- og bystrukturer med akser, ses labyrintagtige byer med kringlede gadeforløb omgivet af huse med næsten hermetisk lukkede facadepartier.
Hemmelighedsfuldheden er total, og nysgerrigheden stiger til uanede højder.
Ikke uden grund, lukketheden mod offentligheden modsvares nemlig af herlige indre rumforløb - med gårdhaver, dyr og fugle. Boligernes opholdsrum ligger som perler på en snor omkring gårdhaverne, som hvis klimaet tillader det fremstår med de dejligste skyggegivende vækster og vandanlæg - som ens tanker nærmest besættes af og hele tiden fører tilbage til, såsnart man færdes uden for i den bidende sol. .Materialerne er jord, sand, sten og træ fra nærområderne.
Der som kamælioner falder totalt ind i landskaberne, uanset om husene er opført i oaser, ørken eller bjergene.

Boligens livsnerve
Huset i Kelaa M’Gouna (tegningen) er et yderst minimalistisk udgave af denne byggetradition, men bestemt ikke mindre ekspressiv i sin formgivning. Den næsten organiske form - der følger terrænets koter ved såvel soklen, som væggene, gården og taget - har noget uhyre sart over sig, en skrøbelighed som en nøgen menneskekrop.
Huset i Kelaa M’Gouna grænser nærmest direkte op til den bagved liggende oase, der fungerer som boligens livsnerve - med vand, skygge og velsmagende frugt og grønt til både beboerne og disses dyr.
Oaserne kan have meget store omfang, dog for det meste opdelt således at landsbyernes huse hver især har deres private dyrkningsfelter, omkring fælles stiforløb der binder oasefællesskabet sammen i grøn symbiose.
I oaserne dyrkes roser, oliven, ferskner, granatæbler, mandler abrikoser, figen, valnødder, æbler, appelsiner, citroner, dadler, vindruer, majs, paprika og mange, mange flere fristelser.
Roserne er helt enestående omkring Kelaa M’Gouna, idet der her er en betydelig produktion af arabernes højt elskede rosenolie, hvor der efter sigende skal intet mindre end 4000 kilo rosenblomster til et kilo rosenolie.
Roser, roser, roser til at formilde os med dufte og skønhed.

Simple materialer overlever
hvad angår anlægsprincipperne af såvel husene som haverne, er der i positiv forstand tale om det forhåndenværendes princip - med rækken af lokale og umiddelbart totalt upretentiøse materialer og vækster.
Men overleveringen af dyrkningsprincipper og materialernes ydeevne fra generation til generation, deres konstruktive muligheder, holdbarhed, patinering, samt deres æstetiske og kunstneriske udtryk, har bibragt en tryghed ved brugen af dem, som så giver sig til udtryk ved en berettiget arkitektonisk værdighed.
Sammenholdes disse simple materialer og teknikker med den vestlige verdens byggebranche med omkring 40.000 forskellige materialer - som gør et overblik og grundlæggende kendskab til dem alle ganske uoverskueligt - kommer der hurtigt billeder på nethinderne af utallige hjemmegjorte katastrofer med sære fugemasser, samt vinduer, døre og tage i plast, dilationsfuger, sære isoleringspåfund, skum og det der er værre.
Dermed bestemt ikke være sagt at vi ikke har fremragende nye materialer og teknikker - tværtimod - forudsætningen er bare at disse skrues sammen med de rette hænder, og med den arkitektoniske/kunstneriske værdighed som udgangspunkt.
Uanset hvor banale Marokkos enkelheder kan forekomme, har de ikke desto mindre haft stor betydning for flere af nyere tids bedste vestlige husbyggere - eksempelvis schweizisk/franske Le Corbusier, mexicanske Luis Barragan, danske Jørn Utzon m. fl. - der fandt utraditionelle arbejdsgrundlag i disse fantastiske byggetraditioner. Skabt og vedligeholdt af de arabere, berbere, negre, samt blandinger her imellem, som har levet her i Nordafrika i længere en et årtusinde.

Hans Peter Hagens, arkitekt
med bygninger og havekunst som speciale.

Billedtekst:
Materialerne er jord, sand, sten og træ fra nærområderne. Der som kamælioner falder totalt ind i landskaberne, uanset om husene er opført i oaser, ørken eller bjergene.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk