Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

ÅNDLØST
Weekendavisen 9 oktober 2009

Af Hans Peter Hagens, arkitekt

Hvorfor samle verdens statsledere og chefforhandlere i en arkitektonisk mellemløsning til den vigtige klimakonference i december ? Tilmed uden for den smukke indre by og brokvartererne, hvis gade- og handelsliv synes oplagt at opprioritere yderligere ved den slags internationale begivenheder. Trods sit navn Bella udtrykker Bellacenteret i Københavns periferi ikke tilstrækkelig bygningsmæssig autoritet, er et allerede altmodisch konglomerat af semigodt proportionerede, og stærkt sammensatte, volumer fra de nyeste årtier – hvis formsprog opleves i hvilken som helst vestlig forstad - og hvis rumforløb, sikkerhed, materialer, nye klimavenlige ventilations- og køleanlæg, cirkulationspumper bestemt fungerer, men ikke samlet fremstår som den nyskabende skønheds- og miljøåbenbaring, som vigtige gæster fra nær og fjern forventer op til afgørende resolutioner.

Resultatorienteret…………..op igennem verdenshistorien har mange kulturer netop brugt arkitektur til at fremvise dets viljekraft, og i den sammenhæng opleves Bellacenters mangel på arkitektonisk kraftfuldhed som en underdanig, og uambitiøs, kontrast til et klimatopmøde afholdt i specialdesignede rammer med nyeste miljøteknikker over hele linien. Som små udsøgte danske ”NASA- fartøjer”, tekno-sommerfugle, hvor de over landegrænser almengældende menneskelige indfaldsvinkler, Danmarks særlige historiske forudsætninger, kobles sammen med 2009´s miljøperspektiver - bevægelige solceller/solfangere/ minivindmøller på tagene, regnvandsopsamling i smukke bassiner med vandplanter/fisk, høje isolerings-værdier gennem nye materialetilgange samt grønne tage, der samtidigt fremstår frodige med træer, buske, spiselige urter, grøntsager, bær og frugter - metamorfoser - der som integrerede dele af dagligdagen under konferencen vil kunne styrke resultaterne, som verdens øjne følger skridt for skridt.

Arkitektur er en svær størrelse. Enten kan den være guddommeligt smuk og drive mennesket bedste sider frem. Modsat kan den også gøre mennesket lillebitte. Middelmådigheden ligger et sted midt imel-lem, og udtrykker en passivitet, der ikke fremmer de nære menneskelige værdier.

At Danmark nyligt har fået et signifikant bygningsværk af den franske arkitekt Jean Nouvel – Danmarks Radios famøst kostbare koncertsal - er derfor vigtigt for danskernes blodomløb, og landets oftest pragmatiske provinsialisme. Ikke på grund af prisen i sig selv, naturligvis, men fordi verdensarkitektur påvirker et lands sindsstemning.
Fremragende arkitektur koster ofte mere i bygge- og realiseringsfaserne, det er ikke unaturligt at erken-de politisk allerede fra første planlægningstrin - men giver derimod pengene retur i de efterfølgende leveår gennem sin markering af det enkelte land, herlighedsværdien, strømmene af besøgene, kunderne om du vil. Som New York, London, Paris, Sydney, Barcelona, Kairo, Rom, Istanbul m. fl.
De mest dragende byer, nutidige som gamle, har tidligt forudset fordelene ved at alliere sig med verdens førende arkitekter, uanset nationalitet. I vor tid kan eksempelvis fremhæves den engelske high-tech arkitekt Richard Rogers – der ”uden halm i træ-skoene” skaber økologi og bæredygtige bygninger - og som er blandt de ansvarlige for bl. a. Barcelonas og Londons seneste byplanudvikling.
Det, som karakteriserer velfungerende byplaner, bebyggelsesplaner og huse, er at de tilpasser sig menneskers forskellige levevis igennem de skiftende tider. Richard Rogers siger, 'at byen består af en evigt skiftende ramme om livet - en økologisk symbiose'. Han taler ligefrem om bygninger som kamæleoner, et ganske beslægtet begreb til ovennævnte metamorfoser.

Arkitekter og teknikere skal netop forestå disse inciterende skift, metamorfoserne, og åbne menneskets øjne for rumligheder, fysiske strukturer og miljøtiltag det aldrig have forestillet sig mulige. Og ikke være ukritisk servicestation ved uheldige byggerier, som borgerne og de enkelte bystyrer efterfølgende skal leve med i årtier, måske århundreder. Som Københavns Kalvebod Brygge, Fisketorvet, Havnestaden, Nordhavns kontorblokke ud mod S-togsstationen og skinnenettet, samt Sydhavnens rækker af firmadomiciler hvor den amerikanske ånd om at lave det smukkeste og mest prestigefyldte hovedsæde desværre aldrig har bidt sig fast herhjemme. Tænk på New York´s indbyrdes himmelstræbere, Chrysler med sit rustfri stålspir udformet som kølerne på deres biler, Woolworth´s nygotiske vertikale konturer med arkitekten Cass Gilbert tittende frem i miniformat fra loftet i lobbyen som for at sikre at forbi-passerende er tilfredse med hans værk , Flatiron´s strygejerns-formede tårn på det spidse hjørne mellem Broadway og 5. Avenue, American Radiator Building der skyder op som en krummelure støbejernsovn på højkant, Paramount-film med sin ziggurat skytop sluttende af med intet mindre end jordkloden, the General Electric´s gotiske himmelvendte og mere lyserøde modsvar til Woolworth, Empire State Building, det underfundige sneglehusformede Guggenheim, og for at blive ved de bløde former den røde ovale Lipstick-building, og af nyere dato New York Times netop færdigbyggede hovedsæde, Twin Towers og efter katastrofen Ground Zero´s nye skyskaberformationer. For ikke at glemme FN-komplekset, som er New York´s ekstremt ambiøse svar på Bellacentret, skabt af nøje udvalgte arkitekter og kunstnere i et internationalt team, der skulle vise tidens ypperste formåen i 1950erne, som positiv boost ovenpå 2. Verdenskrig og konkrete fysiske rammer til verdensomspændende beslutninger. Dagsordenen er idag miljø og klima, men er så afgørende, at verdenen på ny samles omkring fælles eftertænksomhed og handlekraft.

En af Danmarks mest aktive arkitekter, Kim Herfort Nielsen, udtalte for noget tid tilbage til børsen, at ”Stjerne-arkitektur er utilpasset - de såkaldte store udenlandske arkitekter ønsker i virkeligheden ikke at samarbejde. For dem er arkitektur ikke et fælles anliggende, men snarere en manifestation af ”kunst”. Det er bestemt til at forstå hvad der menes hermed, men omvendt er det uhørt vigtigt at landets øvrige kyndige arkitekter og officielle arkitekturformidlere ikke mistolker budskabet, og snarere definerer arkitektur som en ”vare” i gængs forstand, som der altid kan forhandles om - og ihvertfald ”pruttes” om prisen. I helt Lomborgsk forstand med mest miljø for pengene, flest selektive m2, uanset Kbh. Havn til eksempel har taget varig skade, og fortsat gør det.

Arkitektur er en kunstart, et raffineret og gedigent håndværk, som det er afgørende værdsættes i ordets egentlige betydning. Kvalitet har værdi. Hvilket gælder for den enkelte bolig rundt om i verden, som hvis den er opført med skønhed og kvalitet, nedsætter beboernes trang til hærværk og andre former for disrespekt.
For ikke at glemme Egyptens pyramider og disses indre skatkammre, der i årtusinder har tryllebundet besøgende fra nær og fjern, hvor én for nogle tusind år siden udførte verdenens måske tidligste grafitti - her ikke at forveksele med hærværk - indskrevet direkte på et af gravkomplekserne langs Nilen, hyldende de allerede dengang flere tusind år gamle bygmestre. Tidsløs respekt. Et uomtvisteligt begreb, der karakteriserer verdens fineste arkitektur fra menigmands- til statsbyggeri.
Danmark´s nobelpristager Johannes V. Jensen rejste i 1925 i Ægypten, og skrev ikke alene begejstret om de ægyptiske mennesker og byggerier, men kom helt ned i detaljerne om specifikke skulpturer der indgik i gravkomplekserne. Om Chefrens statue, som stadig befinder sig i Cairo-museet skrev han : ”Materialet, den hårde, tågegrå og hvidflammede diorit, og stillingen, det spændte, samlede udtryk, med den knyttede næve på knæet, en bunden bevægelse, personligheden, de kraftige klare træk, giver tilsammen `herskeren´, den potente, uhæmmede enevoldshersker fra en endnu barbarisk periode, i sandhed det er en farao uden nåde eller barmhjertighed! Som den står der i et rum i Cairos museum, den hæsligste nutidsbygning, gør den sine omgivelser til intet, man ser kun den, den skaber sin egen atmosfære, der står som en blodtåge om den, man begynder at syde i nerverne, som når man ser en tyrefægtning, eller hor er i luften” (kilde: Papyrus 2007/2 Torben Holm Rasmussen, Med en forfatter i Ægypten)
Johannes V. Jensen´s tilgang til arkitekturens kraft, i både positiv og negativ forstand, er tankevækkende den dag i dag.

Det fører måske for vidt at sammenstille Bella-centrets åndløshed med disse højtravende tanker, men når det alligevel kan have sin relevans er det fordi moderne byggeri også kan aftvinge respekt. Og tiltrække besøgende udover de enkelte bygningers daglige brugere, selvom den almindelige borgers tillid hertil efterhånden hører til sjældenhederne.
Berlin´s Reichtag´s timelange køer fra tidlig morgen til sen aften, er et levende eksempel herpå. Reichtag, total-renoveret af arkitekten Norman Foster, er et underfundigt mesterværk med høj procentsats selvforsynende energi, parret med historiske anekdoter med skudhuller og grafitti fra krigens tid, kronet af en gigantisk kuppel hævet over salen med landets betydeligste politikere, som byens borgere og gæster kan gå ovenpå ! Denne særprægede humanisme midt i de alvorlige beslutningsprocesser gør bygningsværket ekstremt attraktivt, og husk her, det ikke er rockdivaer der er i vente indenfor.
Også adskillelige af New York´s skyskrabere har med deres fabulerende karisma, og indbyrdes konkurrence, en udadvendt appeal, der tænder den almindelige borger. Hvem ser ikke for sig Empire State Building´s øverste terrasse med udsynet over byens millioner af lys, hvor King Kong pludselig kan komme anstigende. Eller højhus-komplekset Rockefellers Centrets oplyste skøjtebane, som nærmest medvirker i enhver amerikansk romantisk film med respekt for sig selv, uanset om man kan lide den eller ej. Hver skyskraber sine anekdoter, som gør dem elsket og levende i folkelig forstand, trods deres kolosale dimensioner og ellers umiddelbare risiko for at kaldes spekulationsbyggeri. Humanisme er ikke en selvfølgelig tilgang til arkitekturen, og sjældent det primære parameter for dagens bygherrer. Mærkværdigt, idet forståelsen herfor er nøglen til at mindske den ikke uvæsentlige drifts-økonomi for de enkelte bygværker og disses omkransende kvarterer.

Så sent som forrige år bragte Danmarks dag- og fagblade artikler om Gellerup-planen uden for Århus og arkitekten Knud Blach Petersens beton-højhuse her, som også var den mest fremviste illustration til disse hyldest-indlæg anført af 3 århusianske arkitekter. Og ligesom valget af Bellacentret som mødested for verdens ledere ikke er ment som en Århus-historie med glimt i øjet, gælder det samme omkring ny-glorificeringen af Gellerup. Både som udøvende arkitekt og ikke mindst borger - er det vigtigt, at disses tanker om de såkaldte smukke idealer, også sættes op mod menneskelige og jordbundne indfaldsvinkler til arkitekturen. Rettet mod hverdagslivet og miljø-indfaldsvinkler i den lille skala, for på denne måde at plante frø, som siden kan vokse sig store indenfor de aktuelle miljø-spørgsmål

Rundt om i verden – også Danmark – har 60-70-80ernes byggerier affødt fokus på, at arkitektur handler om at skabe levende rammer for menneskets udfoldelse – mødesteder i hverdagen, hvor beboerne gives mulighed for at påvirke deres nære omgivelser. Gellerups højhuse er en ”æstetik”, der ikke fremmer menneskets bedste sider - som det er gået op for mange i praksis. Og internationalt, da den ellers fremragende arkitekt Corbusier foreslog at rive det halve Paris ned, og erstatte dem med kors-formede beton-skyskrabere i Plan Voisin. Selvom denne skræmmenede vision er lysår fra Corbusier´s berømte og skønne familieboliger rundt om i Frankrig (og i øvrigt det tidligere omtalte FN-kompleks som han var medvirkende til) inspirerede netop Plan Voisin og også hans beton-højhus i Marseille tidens arkitekter, herunder Gellerups, Høje Gladsaxes, Urban-planens og Domus Vista´s. Og vel sagtens de oprindelige intentioner med Bellacenteret, hvor umiddelbar effektivitet, regelrethed og tilgængelighed prioriteredes frem for det mytiske og de menneskelige input.

Genkald dig at få gåsehud over en glædesfølelse. Når arkitektur er finest kan det ske i New York, i Egypten, men også i den helt ydmyge ende af arkitekturens sfærer. Som endnu mere stærk kontrast til ovennævnte lidet menneskeegnede strukturer falder tankerne på C. Th. Sørensens kolonihaver i Nærum, og hans skrammellegepladser, der vakte international opsigt i 1940-1950erne. Erfaring og visdom er kodeord i disse menneskekender-værker.
Kolonihaverne er udlagt som små runde ”laboratorier”, hvor haveejerne kan få sine sanser kultiveret år efter år, efterhånden som man forstår at afkode planternes behov og trivsel. Oplæringsprocessen heri er på ingen måder tvang, men en underlig uforklarlig størrelse af drivkraft, som begynder, når du som barn sætter fingrene i jorden første gang, og sidenhen de bittesmå frø. Hvad hænder nu? Den forventningens glæde, som herved opstår, er en universal drivkraft.
Disse fintfølende udgangspunkter er nært beslægtet med skrammellegepladserne til børn. Igen noget nær en primitiv idé, og dog alligevel er filosofien så indlysende rigtig og anvendelig i børnenes universer, at der bliver tale om psykologisk sans på et usædvanligt højt niveau. Skrammellegepladserne aktiverer ligesom kolonihaverne den menneskelige psykes bedste sider. Børnene gives friere spillerum, noget de færdigkøbte legestativer med brugsanvisninger til hvordan, der leges mest hensigtsmæssigt i dem, slet ikke kan hamle op med. Tilhørsforholdet ved at have været med til udformningen - med skævheder, blå mærker og skrammer, rablende indfald, måske sammen med naboens søn, eller mor og far - må aldrig underprioriteres.
Velfungerende arkitektur har det præcis som Nærums kolonihaver og skrammellegepladserne, og det kan opleves fra disse beskedne værker til Manhatten´s flamboyante skyskrabere. Det centrale er, at det enkelte individ selv er med i fortællingen.

Herudover er et andet fælles træk ved mange af verdens mest elskede byer er, at de alle er opbygget med en grundsubstans af smukke typehuse.
Grundsubstansen af typehuse i Danmark er udsprunget af smukke og gedigne traditioner, spændende fra den gamle bindingsværkstradition, borgerhusene i København og de danske købstæder, til vores rækkehusbebyggelser. Kendetegnet ved disse er, at de på trods af hver sit arkitektoniske og teknologiske stade, rummer tidløse kvaliteter i harmoni med de danske byer og landskaber. Københavns usædvanligt homogene 5-etagers bystruktur - hvor byens vigtigste huse, rådhus, slotte, kirker, fine hoteller rager op med tårne og spir - er noget mange udlændinge rejser langt for at opleve i København. Indimellem dukker moderne karakterfulde kontraster op i byens forskellige kvarterer, og udkant, lige fra det herlige Tietgen-Kollegie af arkitekterne Lundgaard & Tranberg, Jørn Utzons Bagsværd Kirke/Paustian-hus, Vilhelm Lauritzens Radiohus/Kbh.s lufthavn, Dorte Mandrups særprægede beboer- og idrætshuse på Amager, Vandkunstens raffinerede boliger, Metroen, Kildeskovssvømmehallens ældre og nyeste bygninger, Norman Fosters elefanthus i Zoo m. fl.

I New York rejser skyskraberne og Guggenheim-sneglehuset sig stærkt kontrastfyldt mellem 'brownstones'-typehusene, placeret i det stramme gridnet af gader. Herudover har byen sine West-Pocket-gardens, hvor udvalgte byggegrunde bevidst ikke udnyttes i højden, men erstattes med små attraktive åndehuller med stiliserede vandfald og slyngede vækster, der fremstår som grønne fatamorganaer for fødderne af de svimlende højder.

I Paris står Louvre-pyramiden, Det Arabiske Institut (af DR-koncertsalens arkitekt Jean Nouvel), Pompidou-centret, som unikke rumvæsener i det smukke og historisk homogene bycenter. Arkitekten I.M. Pei´s arkitektoniske indfaldsvinkel til Louvre-pyramiden er 'enkelhed, funktion, form'. Denne kedsommelige treenighed kombineret med Paris' gamle historiske bygninger er et fantastisk eksempel på kontraster, der hånd i hånd fremhæver hinanden på storslået vis. Over for Notre Dame ligger ligeså kontrastfyldt Det Arabiske Institut som en underfundig glas-stål-bygning, bestående af en facade med intet mindre end 10.000 irisblændere, der filtrerer dagslyset ind i bygningen i et enestående lys- og skyggespil.

Udgangspunktet for ovennævnte arkitekter, er deres evne til at skabe en hårfin balance mellem diskretion og storslåethed. Her er tale om intuitive balancegange, som hver især kombinerer en usædvanlig skabertrang med en grundlæggende beskedenhed, relateret til den enkelte byggegrund og dens særlige historie.
At diskretion og storslåethed overhovedet kan forenes, er et paradoks, som kun ganske få arkitekter vægter betydningen af. Diskretionen sættes tværtimod, igen og igen, bevidst ud af funktion i meget nybyggeri - af frygt for at arkitekturen ikke skal virke umiddelbart slagkraftig nok. Mest iøjnefaldende opfattes disse balancebrud i større bygningsanlæg, hvor arkitekturen bemægtiger sig de enkelte byggegrundes historiske og landskabelige karakteristikas. Poesien og overraskelsesmomenterne druknes i overfloden af arkitektoniske virkemidler.

Arkitekturens skabelse tilnærmer sig linedanserindens kunst, som ser forførende enkel ud, men som kræver et livs erfaring og øvelse, at føre ud i livet. På cirka 40 år er vi gået fra at have omtrent 700 velkendte byggematerialer ved hånden til at have intet mindre end 40.000. Mennesket har altså fået nye byggesten til at virkeliggøre drømme - byggesten som i rette kombinationer bestemt kan føre til fantastiske bygværker. Men for at nå dertil, vil man paradoksalt nok opdage, at begrænsningens kunst ofte spiller en central rolle.

Den arkitektoniske smeltedigels ingredienser skal benyttes til at give de ting, vi omgiver os med, substans, til at skabe steder for eftertænksomheden og fordybelsen. Her kommer ikke mindst Jean Nouvel, Richard Rogers, Renzo Piano, Jørn Utzon, Lundgaard & Tranberg ind i billedet med deres blik for verdens arkitektur. Og tidsløs respekt henover landegrænser.
Med Danmarks grundareal på kun 43.075 kvadratkilometer kræves der ekstra omtanke, når vores byer og landskabers fysiske fremtoning planlægges.
Og én ting er sikker. De byer og landskaber, som rummer skønhedsværdier, bliver i disse år magneter for menneskets higen mod æstetiske kvaliteter.

Et dragende aspekt, som efterårets klimakonference skulle have afspejlet på den fysiske lokalitet, hvor verdens leders samles i Danmark. I en Bella arkitektur, blot ikke i Bellacentret. Banegravene ved Vesterport eller langs Nørrevold rummer centralt placerede muligheder for markante bygningsanlæg, hvor sikkerhedsbilerne kan køre direkte ind under bygningerne, som New York´s FN-bygning og hotel Waldorf-Astoria, hvor præsidenterne gerne bor med direkte udsyn over det hektiske bycentrum, for ikke at glemme de umiddelbare berøringsflader og fangarme til by- og handelslivet i Manhattens hjertekamre.

Hans Peter Hagens, arkitekt med arbejdsområder spændende fra nybygningsopgaver, ombygninger af af bevaringsværdige huse, til landskabs- og haveplanlægning. Bl.a. arkitekt på torvehallerne i København. Formand for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg 2002-2004, Medlem af Kbh.s Kommunes Grønne Råd 2006-2008 , i bestyrelsen af Bedre By i regi af Københavns Citycenter siden 2005, Medlem af Det Kgl. Akademi for de skønne Kunster 2009-2011. Har desuden udarbejdet det Danske Hus for Kunst og Videnskab. For detaljer : www.arkitekturvaerkstedet.dk www.hallerne.dk

Forslag til illustrationer:

Fotos af C. Th. Sørensens ovale kolonihaver i Nærum, og Frank Lloyd Wright´s Guggenheim sneglehus i New York.
Alternativt til Guggenheim Chrysler-skyskraberen udført af Van Alen.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk