Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Hovedstadens hængende haver
Politiken 2 marts 1997, KulturLiv side 9

Af Hans Peter Hagens
Venedig ligger jo lige her, så hvorfor ikke udnytte det i stedet for at fylde havnen op. Storbyer og haver i samspil er fin poesi og for længst virkeliggjort andre steder
I forbindelse med vores danske Venedig - Københavns havneløb - er der en perlerække af enestående byggegrunde, som kun venter på at give hovedstaden et arkitektonisk løft af internationalt format. På særligt udvalgte steder kunne man forestille sig at realisere større terrasserede havebyer med direkte forbindelse til vandet. Intet hus uden taghaver - frodige taghaver med udsyn over metropolen og dens havn med en snart 1000-årig historie. En
søjlebåren by med arkader og trappeplateauer mod vandet, opbygget omkring indre gårdrum med haver og intime pladser.
Hvis man tænker på den magiske tiltrækningskraft, Venedig har haft på menneskeheden i gennem hele byens levetid, er det næsten ikke til at bære, at København er ved at ødelægge mulighederne for at skabe en hjemlig pendant - i takt med at vores havn fyldes op til formål, som med den mindste smule talent sagtens kunne være indpasset i 'Venedig-modellen'.
Venedig-modellen bør som første prioritet rumme smukke boligområder, dernæst havnepromenader tilkoblet særlige bygningsværker som eksempelvis Københavns musikhus og det nye skuespilhus til det Kgl. Teater, samt selvfølgelig en vandbus, der forbinder de forskellige kvarterer langs vandet. Boligbyggeriet langs havnearealerne har den fundamentalt vigtige funktion at skabe liv både om dagen og om aftenen i modsætning til størstedelen af det planlagte erhvervsbyggeri, som vil ligge øde hen efter fyraften.

BERLINS EKSEMPEL
I forlængelse af flere særdeles kompetente fagfolks bidrag til havnedebatten, f.eks. artitekt-professorerne Halldor Gunnløgsson og Erik Christian Sørensen, vil jeg her beskrive mulighederne for at skabe nogle udsøgte havebyer i hjertet af København.
At havebyer hører sig storbyen til, findes der glimrende eksempler på, bl.a. i Berlin. Denne millionby udviklede en haveby-tradition, der havde sin storhedstid i 1920erne, hvor Tyskland i det hele taget oplevede en periode præget af en række store arkitekt-personligheder.
Før Anden Verdenskrig nåede de at udføre stribevis af fremragende byggerier, der i deres epokegørende moderne formsprog fremstod som smukke kontraster til det på den tid majestætiske Berlin. Man skal forestille sig byen med dens utallige slotte, palæer, fornemme hoteller, restauranter, stormagasiner og forlystelsesteder i ornamenteret stil. Med en dertil hørende superdekadent livsførelse, som skildret i de berømte tyske malere Georg Grosz og Otto Dixs billeder.
Midt i denne sydende heksekedel af verdenshistorie havde man plads til så jordnære tanker som at skabe havebyer. Arkitekten Bruno Taut (1880-1938) var mester for nogle af Berlins bedst fungerende havebyer. Via en position som rådgiver for det tyske Deutsche Gartenstadtgesellschaft blev havebyer i storbysammenhæng et særligt kendetegn for Bruno Tauts forfinede arkitektur.
De fleste af hans havebyer overlevede krigen og fungerer på forbilledlig vis den dag i dag.

KOLONIHAVENS FORGÆNGER
Helt karakteristisk for hans boligbebyggelser er en harmonisk enkelhed synliggjort af få, men gode byggematerialer. Det er tre, fire og fem etagers bygninger i murværk, som er pudset op og malet i særdeles stærke farvesammensætninger. Farverne var helt typiske for Taut, der opfattede dem som en smuk og på samme tid billig facon at give de enkelte boliger særpræg på.
Imellem disse dristigt farvesatte boligblokke udlagde han så mængder af små, private jordlodder ( Mietergartens ), som de enkelte beboere siden selv har beplantet, - hvilket med tiden har skabt en frodighed og levende atmosfære, som kan minde om de danske kolonihavekvarterer.
Jordlodderne indgår i bebyggelsesplanernes større sammenhænge via fælles stisystemer og pladser, som er planlagt på måder, der skaber en fantastisk god balance mellem privathed og fællesskab.
Mange nutidige danske boligbebyggelser har brudt denne balance ved at prioritere de fælles haveanlæg for højt. Oplevelsen af, at ens nabo plukker den blomst, man selv omhyggeligt har plantet og vandet, vil jeg lade være et forenklet billede på det menneskelige behov for at have sit helt private 'skatkammer', hvor kun udvalgte gæster er velkomne. At dette kan lade sig gøre i storbyer, er det essentielle i Bruno Tauts tanker omkring havebyer.

ONKEL-TOMS-HÜTTE
I Berlin kan man opleve to af hans mest berømte boligbebyggelser, nemlig 'Hufeisen-Siedlung' og 'Grosssiedlung Onkel-Toms-Hütte'. Hufeisen-Siedlung, eller på dansk hestesko-boligbebyggelsen, er opkaldt efter den meget karakteristiske hesteskoform i bebyggelsesplanens midte, som fremstår som et parkanlæg med en mindre sø. Heromkring er placeret ca. 1000 boliger med tilhørende små, private haver.
Grosssiedlung Onkel-Toms-Hütte rummer intet mindre end 15.000 beboere, som trives i boliger og haver centreret omkring en U-bahn-station/ butiksområde af samme navn som selve bebyggelsen.
Sammenligner man Tauts enkle og tilmed billige anlægsprincipper med vor tids almennyttige boligbebyggelser i Danmark, kommer man til at undre sig over ordet 'almennyttige'. Mange af de danske boligselskabers arkitektur er - hånd i hånd med almennyttigheden - druknet i uværdig administration.
I København vil jeg fremhæve kartoffelrække-bebyggelserne beliggende ved hhv. Søerne og Svanemøllen på Østerbro, samt 'Humlebyen' ved Carlsberg på Vesterbro, som enkle og velfungerende havebyer, omend i betydelig mindre skala end i Tyskland. Som en kuriositet kan nævnes, at Enghave Plads på Vesterbro engang bestod af kolonihaver.
Den kendsgerning, at godt nyt boligbyggeri er en fatal mangelvare i København, sammenholdt med de mange ledige byggegrunde langs havnearealerne, bør danne basis for at skabe en udsøgt dansk variant af haveby-begrebet, som selvfølgelig skal kombineres med 'Venedig-modellen' omtalt i begyndelsen af artiklen.

ET NYT VIDUNDER
Sammenstillet med legenden om Babylons hængende haver, som engang var et af verdens syv vidundere - et terrasseret bygningsværk med jord og frodige haver i mange planer, som skulle minde dronningen om sin hjemegns bjerghaver - er 'De hængende haver i København' tænkt som en supermoderne tolkning.
Det er storbyarkitektur i tidens teknik og ånd, dvs. bygget i minimalkonstruktioner af materialer, der ældes smukt, og som desuden skal integreres med passiv solenergi, solfangere, solceller, opsamling af regnvand mv. Arkitekturen skal fremstå let og elegant på en måde, som fremhæver alle haverne og den fornemme placering ved vandet bedst muligt.
Boligerne tilkobles havnen via søjlearkader og trappeplateauer, således at der etableres en række opholdsmuligheder helt ned til vandet. Som igen er i forbindelse med restauranter, mindre butikker, den foreslåede vandbus og til sidst og ikke mindst haverne.

HVER FAMILIE SIN HAVE
Hver beboer/ familie - såvel unge, midaldrende som ældre - gives mulighed for at kunne få enten en taghave, terrassehave eller et jordlod i gadeniveau. Tilsammen vil de mange tusinder af haver i forskudte planer skabe en unik og levende arkitektur. Dialektikken mellem den lille skala, haverne, og den store skala, etagehusene i millionbyen, vil virke dragende.
Ligesom de små forbløffende 'Westpocket-gardens' i New York med stiliserede vandfald og slyngede vækster, der fremstår som grønne fatamorganaer for fødderne af skyskraberne. For ikke at tale om det 70 etager høje Rockefeller Centers tagterrasser med klippede hække, rosenbede og vandbassiner. Storbyer og haver i samspil kan være som den fineste poesi.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk