Af arkitekt Hans Peter Hagens og antropolog Louise Sylvest Vestergaard

Orkanerne og stormene Bodil,  Gorm, Urd, Egon og Allan sidder uvægerligt fast i danskernes baghoveder. Styrtregn og tiltagende vindstyrker skaber med god grund bekymrede miner landet rundt.

Skybrud, oversvømmelser, smeltevand, uregerlige vandstigninger og tidevand  bliver mere og mere aktuelle dagligdags faktorer både i her i Danmark og den øvrige verden rundt. Langs kyster, stræder, fjorde, sø- og flodstrækninger. Indtænkning af positive menneskelige og arkitektoniske tilgange hertil, som integrerede modpoler til de udfordringer vandet volder os, signalerer aktualitet og kan vendes til fordele.

Danmark er nemlig havet med de mange øer, hvor farvandene skaber horisontlinier for intet mindre end 406 øer og så halvøen Jylland. Omkring 79 af øerne er beboede, og hver enkelt ø´s geografi, klimatiske forhold og lokale traditioner har formet Danmarks geografi og løbende brug af vandet.  Op af skuffen med de danske øer, en for en, så vi kan begynde her. Med nye søjlebårne kanal- og vandbyer, flydende boliger i alskens varianter tilpasset de enkelte landskabers natur- og kulturhistoriske karakteristikas.

Illustration  :  Femern Bælt Kanalbyer vokser frem mellem den danske del af Femern Bælt –tunnelen og den gamle danske by Rødby, og dele af den nu drænede Rødby Fjord reetableres som offentlige vandveje, så de første klynger af danske kanalhuse vil kunne realiseres her . Arkitekturmodel: www.arkitekturvaerkstedet.dk v. Hans Peter Hagens
Men først en tur rundt i verdenen, og så tilbage til de danske øer og landdistrikter med erfaringsgrundlag, som vi vil kunne bruge aktivt.

Asien er historisk berømt for sine særegne byggeprincipper i og på vandet. Tusindårige traditioner for flydende og søjlebårne strukturer har skabt vedvarende arkitektoniske kvaliteter, der den dag i dag kan opleves som øjenåbnere for vestlige landes tilgange til byggeriet anno 2017. Herværende fokus fremhæver kvaliteten i disse vandveje  -   stor som lille skala  - med henblik på at vise potentialerne i nutidige klima- og miljøtilpassede byggestrukturer i samspil med vandelementerne. Som kan anvendes såvel på lavtliggende områder her i Danmark,  Norden, og hvor i verden vandmasserne maser sig for aggressivt frem.

For at bibeholde de enkelte landes oprindelige kulturelle særpræg er det vigtigt at udvise historisk interesse i forbindelse med etab¬leringen af kommende nye bebyggelser langs verdenens vandveje. Det er nemlig tydeligt, at der er et skisma imellem nyt og gammelt en række steder i verden. Udviklingen afslører, at traditionel lokal byggestil ofte erstattes til fordel for vestlige tilgange, uden skelen til hvilke arkitektoniske og funktionelle tab, der sker. Betonbygninger med aircondition popper således frem fra Asien, Afrika, Stillehavet, Mellemøsten, Caribien til Latinamerika  - som både mere prestigefyldte og eftertragtede end de enkelte landes lokale byggetraditioner. Trods sidstnævnte ofte er nøje tilpasset klima og vejrlig på raffineret vis. Som med enkle løsningsprincipper kan teknologisk opgraderes.

I Vestafrika drømmer folk sig væk fra klassiske huse i lersten, ligesom Asiens´s huse på vand opleves mere som nødvendighed end specifik fordel og kvalitet. Stillehavets elegante fletværk er attraktionsløst med mindre du begiver dig ind i museale sfærer, i hvis kategori Kina´s hutonger også henkastes lidt for systematisk efterhånden.
Alene nye slidstærke og vejrbestandige konstruktionsprincipper, miljøtiltag, forbedrede sanitetsforhold  - kombineret med et markant fokus på de oprindelige kvaliteter og karakteristikas -  vil kunne transformere udviklingen i positiv forstand.
Indlevelsen i lokalsamfundene  – uanset om de er danske eller udenlandske - samt integreringen af optimerende miljøtiltag som solceller, solfangere, små vindturbiner, udvalgte beplantninger til pryd- og nyttevækster, blomster, frugter, skyggeplanter, er derfor afgørende i samspillet med den enkeltes boligs grønne og blå afgrænsning til vand/natur. Tilsammen landskabs- og bygningsmæssige, og ikke mindst menneskelige målsætninger, som giver plads til privatliv der på samme tid indgår i fællesskaber.

Med vandet som medspiller og løftestang for livsformer vi i Norden skal århundreder tilbage i tiden for at værdsætte. Lige fra Læsø´s tanghuse bevokset med vilde blomster og græsser i alskens artsfæller, Lofotens rorbuer på søjler ud i havet til vinterfiskeri i Nordnorge, eller Sveriges skærgårdskyster med  træ- og bådhuse på kanten af vandet.

Med udspring i Asiens vidtforgrenede vandbyggetraditioner fremdrages her en række iboende funktionelle, socialt betingede, samt teknologiske kvaliteter. Primært baseret på undertegnede antropolog og arkitekt´s besigtigelser og registreringer i Mekong-deltaet i Vietnam, med base i  flodbyen Can Tho, hvor regionens tusindvis af flodhuse på pæle, stylter, samt flydende på olietønder og pontoner  -  i utal af varianter  - titter frem på hver ledig milimeter langs floddeltaet.
Udbygget gennem interview med vietnamesere beboende Mekong-flodens
ni inciterende hovedforgreninger, disses bifloder og endeløse tilstødende kanal-systemer   -  henover Cay Be, Can Tho, Chau Doc m. fl.  –  opsummerende  kvaliteterne ved at bo på vand, sammenholdt med diverse bekymringer og ulemper, som der selvfølgelig skal tages ved lære af.

Med eksemplificeringerne af de påny særdeles aktuelle vandbyggeprincipper er det hensigten, at bane vej for rentable nytolkninger af miljø- og klimatilpassede prøvebebyggelser på vand. Gældende familiehuse, børnehaver, skoler, læge-klinikker, små lokale torvemarkeder, handelspladser, mini-hoteller, ferie- og gæsteboliger. Zoomes ind herpå vokser potentialerne for arkitektoniske og menneskelige kvaliteter frem  - såvel i Asien  - men jo netop også  i Danmark og Norden. Eftersom udveksling af erfaringsgrundlag er oplagte at lade gå begge veje.
Nøgleordene for målgruppens brede udsnit af verdens befolkninger med berøringsflader til kyst-, fjord-, sø- og flodstrækninger, er således lokaltilpasning og miljømæssig bæredygtighed. Nu par konkrete kig på livsaspekterne og arkitekturen i Mekong-Deltaet.
 
Asiens huse på vand opføres typisk ud fra 2 hovedprincipper  - enten de flydende strukturer på tomme olietønder/pontonlignende materialer, eller som styltehuse af bambus/slanke Cajeputtræer med op til 100 års holdbarhed. Herpå udføres fantasifulde plateauer i simple trækonstruktioner henover vandspejlet, tilpasset høj- og lavvande, samt de markante regn- og tørketider der betyder adskillige meters vandniveauforskelle henover årets gang.
Selve husenes klimaskærme  - facader, gavle og tage  - opføres almindeligvis af  stålplader, blik, træ, bambus, siv, palmeblade  - suppleret med poetiske særpræg som de mangestedsværende miniature buddistiske bedenicher ophængt i lofts- og vægkonstruktioner. Samt stribevis af glinsende fjernsynsinventarer, møbler, kaotiske el-tilslutninger, antenner, paraboler, generatorer, blæsere, mobiler, så ingen lades i tvivl om vor tidsalder.
For ikke at glemme de herlige gangbroer/gangforbindelser/ trædeflader i træ, bambus og stål -  ledende fra hus til hus, eller til landsiden  - altid i direkte gangforbindelse til ramper og trin ned til flod –, sø- eller havoverfladen.
Hvorfra det enkelte hus´ beholdning af motor-, ro- og sejlbåde, varianter af fiske-fartøjer, kajakker, kanoer bringer beboerne på arbejde, til byerne, på markedet, i skole, børnehave, til lægen, eller blot en kop kaffe i den daglige dialog med om-verdenen. Mekong-bådene har smukt påmalede øjne som beskytter mod onde ånder og bibringer sikker sejlads.

Vandhusenes facadepartier konstrueres ofte med mulighed for at lade vinden trænge i gennem materialerne, almindeligvis forskellige fletværk, tremmeværk og sivvægge som gør dagligdagen behageligere med dags- og nattemperaturer svingende mellem 25-40 grader. I flere af de antropologiske interviews fremhæves fordelene herved, som bl. a bådmotormekaniker familien Dung beskriver kort og præcist  : ”Det vigtigste for os ved at bo på vandet er, at det er behageligt køligt at sove i huset på vandet, på grund af vinden på Mekongfloden”

1/3 af vandhusene estimeres at have toiletter/septiktanke, mens de resterende 2/3 leder afføring direkte i vandet under husene. Med potentielle sundhedsproblemer som følge, da der også bades, vaskes tøj og bruges flodvand til madlavning. Derfor et centralt sted at fremme løsninger med miljø- og sundhedsfremmende anlægsprincipper.

I Chau Doc´s op til 4-etages styltehuse  - i Cambodia´s grænseland  - opleves intense koncentrater af ovennævnte parametre, herunder ikke mindst husene på vand´s konstruktionsstyrker og tektonik, der her ligefrem er grænsesøgende hvad angår tæthed og de simple huses ydeevner. Og ikke uden grund, for disse piranesiske motiver er ikke langt fra en af Mekong-flodens primærer vandkilder  - nemlig Sydøstasiens største ferskvandsø Tonle Sap  - hvor sommerens monsunregn betyder, at søens areal vokser sig op til 6 gange større i forhold til tørtiden.

Asiens vandhuse åbner sig almindeligvis op direkte ud til forbipasserende både/ fartøjer langs floderne, bifloder, kanaler og kyststrækninger  -  med handels-potentialet for øje. På alle vandstrækninger ses intensiv bådtrafik  - i slægt med vejnettets millioner af scootere og øvrige køretøjer. Flydende markeder er på disse kanter berømmede handelsfænomener, hvor der sælges eller byttes varer direkte fra bådene, som har faste handelspladser i de mest trafikerede flodknudepunkter.

Herudover rummer husene på vand adskillelige husdyr som hunde, katte, høns, samt fisk med hurtigvoksende DNA  -  sidstnævnte opdræt til salg på egnens flydende markeder, eller i nærmeste bycentre hvor klassiske markedsgader byder sig til som supplerende afsætnings- og indkøbskanaler.

Alt i alt er her tale om meget enkle strukturer og materialer, men sat sammen i usædvanligt finurlige kombinationer, med vandet som menneskeligt omdrejnings-punkt og ramme om livet. Vandet´s (kan man vel sige) universelle attraktions-værdi her synes derfor oplagt at bringe frem.
Nu ordet til par af regionens beboere. Først Kim-familien  - som driver en flydende restaurant strategisk placeret få minutters sejlads fra Can Tho´s travle flodmarked med hundredvis af både bugnende med regionens frugt og grønt fra Vietnam´s spisekammer som Mekong-deltaet i folkemunde kaldes  -  med den pragmatiske tilgang: ”Livet er nemt på vandet. Du bruger ikke så mange penge og vi betaler ikke skat. Kun en mindre erhvervsskat. Det er også køligere på grund af vinden og så er der færre myg. Hvis vi skulle flytte ind til land, ville vi skulle flytte et andet sted hen. Vi ville ikke eje noget land, vi ville ikke eje nogen ejendom.”
Thi-familien  - der ejer en gruppe flydende boliger sammenbygget med deres fiskefarm og i alt syv huse, hvorunder er bure med maller og piranier  – er mere handelsfokuserede i  betragtningerne: ”Det mest positive ved at bo på vandet er – udover at det er godt og nemt for forretningen – at det er køligt på grund af vinden, og der er ikke mange myg. Endvidere er markedet tæt på fiskefarmen, og det er nemt at invitere familie til at overnatte i de andre huse, når de passerer på Mekong floden. Så er det nemmere at tilse og passe fiskene, sådan at de kan blive solgt”.
Kim-familien tilføjer et mere kuriøst indspark: ”Folk der lever i huse på vandet har mange børn. For de er altid hjemme” …………...som bringer nye impulser og billeder på nethinderne frem. Uanset om der er videnskabelig belæg herfor, eller ej, så giver udtalelesen praj om nærheden og fælleskabsfølelsen udspringende af at bo på vandet.  

Noget der i vores øjne kan betragtes som nok en universel attraktionsværdi med fornyede blikke til ikke mindst de steder i Danmark, hvor vandmasserne i disse år ikke altid opfører sig på måder der bibringer glæde.
Med  de stadigt hyppigere danske skybrud, orkaner og stigende vandstande, hvorfor ikke afprøve tankerne og den viden opbygget gennem generationer, uanset om der er tale om praktiske, forretningsmæssige, eller mere følelsesmæssige erfaringer

Det leder til vores danske eksempel, som en mulighed blandt mange på landsplan. På Lolland vil en oplagt dansk nytolkning af de beskrevne asiatiske tilgange være Femern Bælt Kanalbyer hvor det programmerede tunnelbyggeri under Femern Bælt nemlig i forvejen betyder radikale lokale forandringer.
Ikke mindst de omfattende landskabelige jordarbejder, der som en såvel ”grøn og blå sidegevinst” vil kunne åbne op for  genoplivning af dele af den for længst bortdrænede fjord, som Rødby oprindeligt lå så smukt ud til. Og hvorfor ikke også tilføje kanaler, sluser, med sejlbar adgang til boligerne på disse potentielle nye vandarealer ?
Lolland er, som mange af vore andre danske øer, en meget funktionsdrænet og arbejdsløshedsplaget region, hvor sådanne visioner her på sin vis også handler om, at nægte at anerkende begrebet (og falliterklæringen) udkantsdanmark.

Hertil kommer, at lokalområdet ved Rødby faktisk fortsat indeholder elementer af lavtliggende vådområder, og afvandingskanaler, der er kulturhistoriske spor fra landbrugets dræning af en hel fjord. En tilbagevenden til tidligere landskabskvaliteter vil igen bringe Rødby og omgivende landsbyer sammen med vandet og tilhørende vandveje. Med alt hvad der hører sig til af sejlads, fiskeri, kanalhaver, græsningslodder, vandringsstier, små kroer, handel og turisme.
Med Mekong-floden -  og den asiatiske refeerenceramme –  i samspil med Lollands og Rødby´s egen dragende historik vokser således nye landdistrikts-perspektiver frem.
I denne sammehæng skal det fremhæves, at vandboligerne på Lolland er planlagt ud fra tanken om at etablere boliger med flere “liv”.
Første “liv” i den årrække Femern Bælt tunnelbyggeriet står på, som gode boliger og minisamfund for de tusindevis af involverede anlægsarbejdere. Andet “liv” som attraktive familie- og ferieboliger på hver side af Femern Bælt. Tanken er, i stedet for at opstille de nu planlagte kun midlertidige containerbyer til anlægsarbejderne, at opbygge bæredygtige og attraktive boliger med blivende lokale værdier.

I hver enklave af vandboligerne indpasses forgrønninger, spisehus, café og tv-stue, samt muligheder for kajak-, båd- og cykeludlejning, dyrkningsarealer, fiskeri mv. Faciliteter der gør livet mindre monotont for i første omgang anlægsarbejderne, og sidenhen bearbejdes til rekreative tilbud for fastboende og feriegæster.

Som langs Mekong-floden konstrueres  boligerne i enkle og rationelle modulære byggesystemer -  i let transporterbare enheder -  så de vil kunne opbygges af lokalsamfundet. Enhederne apteres derefter på den nævnte lokalitet omkring Rødby ,og siden hen på den tyske side af Femernforbindelsen ud fra vigtigste kulturhistoriske spor på denne side også.
Hver boligenklave ligger direkte ud til vand, på vand, eller som flydende strukturer langs de nye kanaler og vandveje  - præcis som Asien´s traditioner foreskriver. Kanalerne kobles herefter til eksisterende bysamfund, ikke mindst Rødby, der således genskabes som ”byen ved vandet” som historiske kort og fotos dokumenterer har været en del af dagligdagslivet tidligere.  Hvorfor ikke ?

En ting er Lolland, og Samsø som allerede rider på en initiativbølge. Med individuelle skridt  - ø for ø  -  sejles Udkantsdanmark agterud, og vendes til positive tiltag og liv. Afstemt klimaudfordringerne

Visionen har udover  herværende kronik været en rejsende udstilling med titlen Huse på vand  - langs vores kyststrækninger, fjorde, i  søer og på floder  -  vist i Danmark, Hanoi, Saigon, Can Tho i Mekong-deltaet. Følgende fonde og samarbejdspartnere har muliggjort projektarbejdet : CKU – Center for Kultur og Udvikling, Danmarks ambassade i Vietnam /CDEF - Cultural Development and Exchange Fund/ambassadør John Nielsen,  Margot og Thorvald Dreyers Fond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968, Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg , Vordingborg Bibliotekerne, LAG Lolland ved Erhardt Tonnesen, Can Tho arkitekten Ly Thai Son og Saigon arkitekten Nguyén Húu