Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Det hemmelighedsfulde hus
Berlingske Tidende 21 marts 1999, 7. sektion, Boligen side 8

Da arkitekt Pierre Chareau i sin tid skulle bygge et hus i Rue Saint Guillaume, nægtede lejeren på 2. sal at flytte. Derfor blev det ny hus bygget ind under det oprindelige hus. En specialopgave som også blev løst meget specielt efter datidens byggestil

Af Hans Peter Hagens
I 1920'ernes Paris landede en lille flok uhyre elegante, men fremmede og aldrig før sete væsener - i form af spidsfindige huse - midt i byens fine gamle og romantiske kvarterer.
De nye væsener var inden for et årti fløjet ud over store dele af Europa, som en sjælden arkitektonisk interaktion mellem ellers forskellige landes skikke.
Denne gensidige europæiske påvirkning og inspiration fik i særdeleshed hovedbyerne Paris og Berlin ind i en ny strøm af arkitektoniske og kunstneriske motiver.
Motiver rummende nye ambitioner og hensigter, der affødte modernismebegreberne: Funktionalismen, den skandinaviske Funkis, den tyske Bauhaus-stil, den hollandske De stijl, den russiske Konstruktivisme m.m. I opstartfasen utroligt virile arkitektoniske udtryk i stærk kontrast til Europas gamle byers historie og disses, ved århundredskiftet, ekstreme hang til dekoration.
Perlerne blandt de nye bygningsværker gav plads til nye gådefulde, ligefrem musiske kompositioner i arkitekturen, samt til nye spændende konstruktioner og materialer som tillod helt anderledes fleksible rumforløb og større vinduesarealer, end man tidligere havde været vant til.

2. salen måtte
ikke rives ned
Til at begynde med var der ikke tale om prestigebyggerier udført af regering, kongelige eller adelige, men om mindre private eksklusive boligbyggerier tilegnet personer som man ville kunne møde i dagligdagen. Her kommer »La Maison de Verre« ind i billedet.
Ægteparret Annie og Jean Dalsace hyrede i 1927 møbelformgiveren, smeden og arkitekten Pierre Chareau (1883-1950) efter at have købt en ejendom helt centralt beliggende i Paris, i Rue Saint Guillaume 31, nær Boulevard Saint Germain. Købet var bevidst en ejendom i ikke særlig god stand, med den bagtanke at kunne rive hele den eksisterende bygning ned og genopføre en ny i stedet. Imidlertid nægtede en ældre dame, bosiddende i en af de øvre etager, at flytte ud, hvilket satte Pierre Chareaus opfindsomhed på sin første vanskelige prøve.
Løsningsmodellen blev at man kun fjernede store dele af de nedre etager og erstattede dem med »La Maison de Verre« - glashuset - som det siden kaldtes på grund af det dengang fuldkommen usædvanlige materialevalg. Et hus bestående af næsten udelukkende glasbyggesten i facaden var bestemt ikke hverdagskost hverken i Paris eller andre steder i verden.
Huset ligger mellem to kontrastfyldte gårdrum, på den ene side ud til en brolagt ankomstgård, på den anden side ud til en lille fortryllet storbyskov hvis grønne løv beskytter beboerne og de mere sårbare vækster mod Solen og nysgerrige sjæle. Funktionsmæssigt består selve huset af tre planer: Entré samt Dalsace-ægteparrets lægepraksis med tilhørende kontorfaciliteter i ankomstplanet, og privat boligareal på andet og tredje plan.

Åbne og lukkede rum
På trods af det transparente facademateriale er såvel de udendørs som de indendørs arealer prioriteret med en meget klar opdeling af private, halv-private og mere offentlige zoner. Virkningen er gennemgående en paradoksal hemmelighedsfuldhed. Transparensen, nøgenheden, åbenheden pirrer éns nysgerrighed og giver mange smukke kig på kryds og tværs, men tro ikke at huset er som et pornoblad. Nøglen til forståelsen af dette pragtfulde hus ligger nemlig i balancen mellem åbenheden og lukketheden, hele tiden styret af en eminent håndværkskunnen og materialebehandling, der aldrig afslører for meget.
De enkelte etager bæres hovedsagelig af en række elegante stålsøjler, hvilket muliggør for det første de spinkle glaspartier i facaderne, for det andet en lang række af variationer over ikke-bærende skillevægge. Gennemgående udført i materialer med en eller anden form for transparens, som tilmed ofte kan åbne og lukke på de mest overraskende leder og kanter. Herved opnås en følelse af meget åbne planer, en følelse, som forstærkes yderligere idet de enkelte etager stort set er uden almindelige døre. Her er ligeledes tale om et hav af spidsfindige åbne- og lukke-opfindelser. Rum, rumforløb, skabe, reoler og vægge er i dette hus ikke individuelle elementer, men er på mest overraskende vis smeltet sammen til en uadskillelig struktur. Med en uendelig smuk multifleksibilitet, der giver beboerne optimale muligheder for at regulere deres skiftende behov for privathed samtidig med, at den konstruktive opfindsomhed hele tiden giver plads til overraskelsernes poesi.

Overraskende
materialevalg
Her er anvendt adskillige for den tid nye materialer, som eksempelvis krydsfinér, gummi, diverse perforerede stålplader og de før nævnte glasbyggesten. I opførelsesårene, som løb fra 1928 til 1932, kunne man måske støde på disse materialer i datidens mere moderne fabriksbyggeri, men i boligbyggeriet var det tæt på uhørt.
Af krydsfinéren skabtes de dejligste indbyggede og rumskabende bogreoler, integreret med små fine lamper der kan oplyse bøgerne. Af de perforerede metalplader skabtes de tidligere nævnte lette skydevægge, ophængte vægge samt de mest udsøgte baderums- og omklædningsskærme - alle i såvel buede som lige former, for ikke at glemme den hele tiden meget forfinede transparens, eller på særligt udvalgte steder som en raffineret løsning på en påkrævet lyddæmpning. Gummien anvendtes til store dele af husets gulve, der fremstår med Pirelli-gummi, i Danmark nok mest kendt fra DSB-stationsbyggeriets mange gangarealer fra 1970'erne og 80'erne.
Materialerne er i sig selv overraskende, men sammensættes de tilmed på en både funktionel og forbløffende måde, så giver man sig hen. Et fritstående rundt møbel, der fungerer som rumskabende element, forvandles når det åbnes, til et støvsuger- og kosteskab! Ud af en rektanguler skabslåge i en muret væg vokser, til gæsternes glæde efter middagen og til kaffen, et kvartcirkelformet hemmeligt barskab! El føres i fritstående, helt synlige rør med hver sin stikkontakt, en løsning som for nogen kan forekomme primitiv, men som ved daglig brug bliver en praktisk finesse.
Hertil kommer hele regnbuestribens spraglede fantasi frem i de næsten udelukkende specialformgivede møbler. Her ses utallige varianter af udtrækkelige eller opklappelige borde og skabe, stiger på hjul, nedtagelige trapper og særlige ventilationslameller, selv garderobestativet er uforglemmeligt.
Slutteligt er alle disse komponenter sat sammen i farve- og materialenuancer nøje afstemt husets øvrige konstruktioner, dets gård- og haveanlæg - på en måde hvor glasset, stålet, krydsfinéren, gummiet, brostenene i ankomstgården og væksterne i gårdhaven på helt alkymistisk vis bliver til et uadskilleligt grundstof. Et dyrebart grundstof.
Udover en længere række af specielle møbler og enkelte hele rumindretninger blev dette parisiske bygningsværk, »La Maison de Verre«, med sit gård- og haverum en af de meget få større visioner som Pierre Chareau fik ført ud i livet.
Selv om det vakte beundring allerede i 1930'erne har huset mærkelig nok været relativt ukendt helt op til vor tid, hvor det nu til gengæld er kommet i konstant søgelys. Der er ligefrem etableret »Association des amis de La Maison de Verre«, som det er nødvendigt at melde sig ind i for at kunne besøge huset. Et medlemskab koster ca. 1.000 franc og åbner døren til husets indre univers i Rue Saint Guillaume 31.
Bøgerne om »La Maison de Verre« kan ses og købes i Arkitekternes Hus, Gl.
Doks fine boghandel i Strandgade på Christianshavn.
Hans Peter Hagens er arkitekt med bygninger og havekunst som speciale.
Artiklen om »La Masion de Verre« er den anden i en serie om spændende bygningskunst. Den første, »Falling Water«, blev bragt 7. marts.

Billedtekst:
, En brolagt ankomstgård danner rammen om facadepartiets utallige glasbyggesten i samspil med mindre partier af almindeligt gennemsigtigt glas. Et udtryk som i nattetimerne skifter karakter til en lysende krystallinsk struktur midt i det gamle Paris.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk