Kongeboligens have
Berlingske Tidende 25 februar 2001, 6 Sektion, BOLIG side 16

Christian IVs Kongens Have i København i sin nuværende form sammenholdt med sin oprindelige med frugt- og køkkenhave og orangeri sætter straks gang i tanker om en genskabelsesproces, hvis en passende mulighed for kasernerokering skulle byde sig i de kommende årtier. Af Hans Peter Hagens
Krokus ved krokus ved krokus. Hvert år i månederne april og maj forvandles en tilsyneladende ganske almindelig græsplæne pludselig til en blåviolet og hvid farveeksplosion.
Jordene i Kongens Have, i dag også borgernes have, frembringer stadig efter næsten 400 år overrumplende og bugnende vækstscenerier.
I 1606 begyndte Chr. IV en række grundopkøb nordøst for middelalderbyen, som også indbefattede arealerne, hvor Kongens Have og Rosenborg i de efterfølgende årtier skulle vokse frem. Til at begynde med var her tale om et betydeligt mere beskedent slot end det nuværende, et femfags lysthus i to etager med kun ét trappetårn, beliggende midt i det store haveanlæg, som på det tidspunkt også var en slags ladegård og derfor indbefattede betydelig frugtavl og dyrkning af grøntsager.
Men allerede i 1613 transformeredes det til egentlig slotsstatus, hvor Kongen og kvinderne i hans liv kunne boltre sig med ikke så få raffinementer. Lige fra hans personlige arrangement til at håndtere vindebroen over den omkransende voldgrav, som gav mulighed for at sortere uønskede gæster fra. Til hans kighul i døren mellem vinterstuen og sovegemakket, hvor han efter sigende holdt øje med sine gæster for at kunne træde ind i rummet på et tidspunkt, hvor de kunne bringes i en forlegen situation, som eksempelvis at stå med ryggen til selveste majestæten, således at han allerede før audiensen var gået i gang havde et forspring i de forestående forhandlinger. Eller den usædvanlige gæstestol med en særlig skjult vandblære, som kunne gøre livet vådt for den besøgende.
For ikke at glemme slottets dengang usædvanlige vandkloset, den senere spejlsal, hvor kvinderne kunne blive kigget efter i sømmene, alt det overdådige inventar med malerier, intarsia, gobeliner med meget mere.
Hvad angår selve haveanlægget viser Hakon Lunds herligt detaljerige bog De kongelige Lysthaver udviklingsscenarierne gennem en række historiske tegninger og stik. På Chr. IVs tid er disses indtryk en sympatisk og yderst bevidst blanding af pryd og nytte.
En særligt tilknyttet kongelig botaniker plejede forsyningsdelene, nemlig frugt- og køkkenhave-afsnittene, drivhuse, samt bedene til urter og lægeplanter på fuldt ud lige niveau med prydvæksterne. Noget ikke alle i datiden bifaldt, herunder en fransk legationssekretær, som hånende sammenligner med sin egen konges haver. Et katalog over haveanlæggets vækster fra 1642 tæller mere end 1.400 forskellige, herunder æbler, pærer, kirsebær, blommer, figner, valnødder, kvæder m.fl. og hvorfor i alverden skulle disse blomstrende skønheder med deres herlige spise være mindre fine eller egnede? De oprindelige og endnu ældre arabiske havetraditioner, som eksempelvis Alhambra i Sydspanien hører under, var ligeledes baseret på blandingen af pryd og nytte, og er bestemt heller ikke mindre skønne end de foreskrevne franske 1700-tals haveanlæg.
Udover selve Rosenborg og det allerede omtalte haveanlæg har Kongens Have haft nok en attraktion af dimensioner. I 1709 transformeredes Chr. IVs drivhuse til et større orangeri i direkte kontakt med det fornemst tænkelige parterrehave-afsnit, beliggende præcis der, hvor livgardens kaserne i dag toner frem.
Det livlige historiske stik dokumenterede denne oprindeligt så skønne del af Kongens Have, og sætter straks gang i tanker om en genskabelsesproces, hvis en passende mulighed for kaserne-rokering skulle byde sig i de kommende årtier. Appelsiner og et større dyrkningsareal her ville på ingen måde være en dårlig fremtidsvision for københavnerne og byens gæster i øvrigt.
Allerede på Frederik Vs tid blev Kongens Have et mere tilgængeligt og ikke mindst eftertragtet mødested for hovedstadens borgere. Men først efter den katastrofale bybrand i1795, hvor Kronprinsessegade eftefølgende anlagdes og havens indgange opprioriteredes, blev det til borgernes have på lige fod med kongens.
I dagens udformning, hvor Kongens Have har været igennem adskillige historisk betonede stilskift, nogen heldigere end andre, har den dog altid på forunderlig vis formået at bevare auraen af frodig fortryllelse og ophøjethed. Og som et sted alle, store som små, værner om.
Kongens Have er endnu et glimrende eksempel på, at hvis man bibringer menneskene smukke omgivelser svares igen med eksemplarisk opførsel og oprydning, selv efter de hedeste picnic-arrangementer med mad og drikkevarer i større mængder, solbadning i stor stil, freesbee-flyvninger, dukketeater, fodbold, rundbold med meget mere - nu 395 år efter anlæggelsen.
Hans Peter Hagensen, arkitekt med arbejdsområder spændende fra almindelige byggeopgaver, ombygninger af bevaringsværdige huse, til landskabs- og haveplanlægning.
Artiklen om er den tredje artikel i forårets serie om frodighed. Den første artikel om »sommerboligens have« eksemplificeret ved landskabsarkitektens Carl Theodor Sørensens runde kolonihaver i Nærum bragtes 21. januar. Den anden artikel om »byboligens have« eksemplificeret ved Jørn Palle Schmidts og Gerd Wiboes haveanlæg i Amagergadekaréen i København bragtes 4.
februar.