Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Arbejdsmodeller af verdensarkitektur
Berlingske Tidende 19 marts 2000, 7. sektion, Boligen side 3

Af Hans Peter Hagens
Rundetårns susende sneglegang er en passende katalysator for forståelsen af arkitekturens muligheder og u-muligheder. Når man har oplevet snoningen med egne fødder, og vel også til hest som det bød sig engang, vil man aldrig mere kunne stille sig tilfreds med middelmådighedens fade ansigter. Alene bevidstheden om, at Danmark ikke altid værner om sine herligheder - tænk på vore landskaber, byer og forstæder eller på hovedstadens blå livsnerve, havnen, som overbebygges med ødelæggende discount-byggeri - er i sig selv et incitament til at besigtige det lidenskabelige tårn.
Og ikke mindst lige nu, hvor bygningsværket fra 1642 danner rammen om en kuriøs udstilling, der fremviser 112 arbejdsmodeller af verdens-boliger fra det 20. århundrede.
Udstillingsrummet fremstår flot med en næsten labyrintisk opstilling af de mange modeller, hvor man kan finde frem til Alvar Altos finske sommerbolig på egen ø, eller Frank Lloyd Wrights Falling Water beskrevet tidligere i artikelserien, til svenske Erik Gunnar Asplunds landsted, måske til Mies van der Rohes nøgne glasboliger, for ikke at glemme Adolf Loos' aldrig realiserede projekt til Josephine Baker, der fremstår som en sort/hvid-stribet hyldest til danserinden og byen Paris, hvor det skulle have været opført med sit store svømmebassin.
Arkitekturmodellerne er meget enkelt og nøgternt udført, men de giver alligevel et levende indtryk af århundredets forskelligartede rumforløb. Ikke alle lige spændende, en del hæger sig endnu fast i klassicistiske tendenser, som er for stramme i betrækket hvis de skal fungere som menneskeboliger.
Andre igen er i alpehytteforklædning!
Og til yderligere eftertanke: Kun ét af projekterne er udført af en kvinde, nemlig Eileen Gray, som udover en række fantastiske møbler også formgav denne smukke og nyskabende bolig.
Boligens artikelserie om verdensarkitektur har beskrevet, og vil i løbet af foråret beskrive flere af de huse, som nu kan opleves blandt de mange modeller. Tilmed inde i en af modellernes fornemste slægtninge - det virkeliggjorte Rundetårn.
Rundetårns udstillingsbygning fra 3. marts-24. april 2000, Købmagergade 52 A, hverdage 10-17, søn- og helligdage 12-17. www.rundetaarn.dk Billedtekst:
, Rundetårns udstillingsbygning danner rammen om 112 arbejdsmodeller af verdensboliger fra det 20. århundrede - en flot og næsten labyrintisk opstilling af de mange modeller.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk