På Historiens grønne spor
Politiken 2. marts 1997

af Hans Peter Hagens

Som historiske spor, er det tanken at genskabe 2 storslåede grønne bælter i København, ved henholdsvis Israels Plads og Nørrebro station.
At her er tale om spor angiver, at de ikke skal genetableres præcis som de så ud tidligere, men snarere som nytolkninger med historiske
reminisenser. Ved at nytolke åbnes der nemlig mulighed for at realisere en række ideer, som vil være hovedstaden og dens borgere til stor gavn.

To nye overdækkede makedshaller på Israels Plads, en til grønt og frugt, en til kød, fisk, ost.

På Israels Plads, som er skabt på det tidligere voldterræn mellem H.C. Ørstedsparken og Botanisk have, virkeliggøres det første grønne bælte. Udover en markant omlægning og ud-videlse af selve pladsen, ville det desuden være fantastisk at opføre to lette, søjlebårne markedshaller her. Een som sælger grøntsager og frugter der kan placeres ved det nu-værende grønttorv, og i direkte gangforbindelse hermed, en anden som sælger kød, fisk og ost. Som en vigtigt funktion tilknyttet markedshallernes daglige drift, etableres der henimod H.C. Ørstedsparken et bredt trappeanlæg tilknyttet en række små “fast-food-serveringer”, som kan sælge små delikate retter tilberedt af markedshallernes egne, årstidsbestemte pro-dukter. Tænkt som et tiltrængt alternativ til pølsevognene, men samtidigt og dette er vigtigt, som en raffineret og lys overgang til parken, på et sted der har en lidt dyster gydeagtig ka-rakter i dag. Her skal man kunne indtage et let måltid i ro for trafikken og det hektiske mar-kedsliv, nydende en smuk udsigt over voldgravssøen. (illustration)

Omkring hele Israels Plads byggede man efter voldanlæggets nedlæggelse i 1857, adskil-lelige på daværende tidspunkt meget kritiserede
boligkarreer, i og med, at de medførte al-vorlige brud på det grønne voldbælte, der så smukt omkransede hele København dengang. Arkitekten Ferdinand Meldahl kæmpede i årtier for, at voldterrænet skulle fremstå som et sammenhængene bælte af offenlige parker, faktisk fra Tivoli til Kastellet. Inspireret af blandt andet Wiens majestætiske Ringstrasse, der netop blev realiseret på et tilsvarende efterladt forsvarsareal. Hans kamp medførte at man, kun på et hængende hår, besluttede at bevare Kastellet og delområder af voldanlægget, som vi idag kan nyde i Tivoli, H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Men flere steder var skaden sket, og bl.a. imellem H.C. Ør-stedsparken og Botanisk Have står særlig en karre, beliggende mellem Frederiksborggade og Gothersgade, som en tydelig påmindelse om en nonchalant byplanlægning. I forlængelse af tankerne omkring en omstrukturering af Israels Plads,
synes det derfor op-lagt, at tage Meldahls tanker op til en revurdering i et forsøg på at udbedre det nu engang skete. Som een løsningsmodel kunne man tænke sig en smuk passage gennem denne karre, inspireret af københavnske forbilleder som den dejlige buegang mellem Amagertorv og Læderstræde kaldet Klostergaarden, eller den mere berømte Jorcks Passage.En anden mere kontroversiel løsningsmodel, som bør vurderes i et langsigtet perspektiv, kunne gå ud på at fjerne karreen helt på trods af
dens boligmæssige høje kvaliteter. Men uanset valget af løsningsmodel, vil københavnerne kunne få et nyt karakteristisk byrum stillet til deres rådighed, samtidig med at det opbrudte voldbælte igen ville kunne få en me-re sammenkoblet fremtoning. Netop på en måde der vil tage sig ud som et historisk spor - med venlige hilsener til Meldahls enestående vision.

Men nu tilbage til selve nyudformningen af Israels Plads. Hvordan skal den tage sig ud med de 2 nye markedshaller, trappeanlægget med
“fast-food-serveringerne” og beplantningen af træer. Vi kender alle de sydlandske markedshaller og bazarerne, som både enestående handels-steder, men i lige så høj grad mødesteder for alle indbyggerne, rige som fattige. Disse vid-underlige handlens oaser eller
myretuer, hvor alle tænkelige fødevarer kan fremskaffes. A-lene de raffinerede, ofte næsten poetiske, opstillinger af varerne giver lyst
til at købe. Friske fisk fra nærmeste hav eller sø. Kød, ost, grøntsager og frugter fra de omkringliggende land-brug. Alverdens duftende
krydderier, udenlandske specialiteter, små varme og kolde retter med tilhørende drikkelse. Hvor der bydes på smagsprøver, og fødevarer skæres op, så man overbevises om kvaliteten. Midt i drømmeriet vågner man pludselig op til den københavnske dagligdag, med skrigene
fra de hysterisk råbende danske grønttorvsdamer, ihærdigt kæmpende for, at man ikke selv skal vælge sine varer. Nej, det skal de nok tage sig af “omme bagved”. Med det resultat, at man er nødt til at tjekke sine poser for rådne varer, hvergang man har handlet. Som nabo til vores nuværende grønttorv er jeg mere end træt af denne direkte ukultiverede og amoral-ske handelsfremfærd.
Selv i Sverige, restriktionernes land i mange danskeres øjne, har man i de fleste lidt større byer de dejligste markedshaller. I “salu-hallerne” som de kaldes, kan man opleve en hel sydlandsk stemning, som gør det til en begivenhed, ja ligefrem en fornøjelse at
handle.

Københavns nye markedshaller konstrueres, som 2 svævende tage båret af spinkle stålsøj-ler. Et aflangt ovenlys i hallernes fulde længde skal oplyse de indendørs handelsareler, som kommer til at bestå af en mængde små båse. Båse som skal konstrueres som en slags “kinesiske æsker”, der skal kunne åbne og lukke op, på en række funktionsbestemte måder, som først og fremmest muliggør salg både til den indendørs gade og de udendørs arealer, på samme tid . Afhængig af vind og vejr kan man således prioritere. Samtidigt med at den-ne flexibilitet skal tilgodeses, er det ligeså vigtigt, at hallerne kommer til at fremstå transpe-rante ved hjælp af teknisk raffinerede skodder, persienner, solduge. Ganske enkelt for un-derbygge tagenes “svævende” karakter, der yderligere skal harmonere med udplantningen af træer. De bærende søjler placeres nemlig i et modulsystem, som er identisk med geome-trien i pladsens træ-udplantningsplan. Med det formål at ganglinierne i markedshallerne skal smelte sammen med ganglinierne mellem træerne og
pladsen. Træbeplantningerne skal omkranse de forskellige sektioner af pladsen, således at hver se-perate sektion fremstår som et intimt indelukke, overdækket af hver sit himmelhvælv. Tre-dobbelte rækker af klippede lindetræer, der vil tage sig ud lidt ligesom “Krindsen” på Kgs. Nytorv, vil komme til at danne en beskyttende overgang mellem den hektiske trafik og op-holdsarealerne. (illustration)
Pladsen skal fortsat kunne danne ramme om forskellige former for bold- og kuglespil, men herudover skal 2 sektioner af pladsen rumme
overrislingsmuligheder om vinteren, således at københavnerne omsider får udendørs skøjtemuligheder, der ikke forudsætter 13 cm tyk is som påkrævet på “Søerne”. Der skal være 2 skøjtebaner, een til begynderne og een til ishocky-entusiasterne. Hver enkelt pladssektion skal desuden rumme gode bænk-faciliteter, dog skal der henimod H.C. Ørstedsparken ved de små “fast-food-serveringer” etableres en helt særlig bænk. Den vil komme til at overgå selv verdens længste bænk, som markerer et yndet udsigtspunkt ved havnefronten i den
svenske by Oskarshamn. Herpå kan man sidde og indtage sine måltider udendørs, når ellers vejret tillader det. For yderligere at styrke kvarterets nye mere ambisiøse markedsstatus tænkes pladssektio-nen mellem de 2 markedshaller, at skulle rumme arealer hvor handlende fra hele Danmark på særlige dage skal kunne køre ind med varebiler, og derfra sælge udvalgte specialiteter. Typisk produkter som markedshallerne ikke selv er i stand til at fremskaffe.

Hermed er tankefundamentet for det første grønne bælte færdigskitseret. Som ringe i van-det herfra kan nye grønne bælter udvikles.

Ved trafikknudepunktet Nørrebro Station etableres et nyt parkstrøg, der skal ses som en pendant til “Søerne”.

Kommer man fra centrum af København starter det andet grønne bælte ved “Søerne”, fort-sætter herfra op langs hele boulevarden/Ågade og ender ved Nørrebro Station, i et cen-tralt pladsanlæg med direkte forbindelse til dette hektiske trafikknudepunkt. Mødet mellem trafikken og det grønne element skal på hele strækningen opbygges i et raffineret samspil -som et arkitektonisk spændingsfelt. Omkring selve Nørrebro Station etableres et lokalt kommunikationscenter og et nyt parkstrøg, hvor vand vil blive det overordnede element. Dette skal ses som en direkte pendant til vores skønne åbne og luftige stræk ved “søerne”. (illustrationer)

Arkitekterne Bettina Bindslev og Mette Haugaard Jeppesen har givet et dristigt bud på hvor-dan dette parkstrøg kunne tage sig ud.
Udgangspunktet er en landskabelig analyse, der be-skriver dette historiske knudepunkt, hvor trafik til og fra hovedstaden har passeret
gennem århundreder, og hvor intet mindre end 3 åer mødes. Som en hovedide ønsker de påny at synliggøre åerne Grøndalsåen, Lygteåen og den mere kendte Ladegårdsåen, som idag al-le løber rørlagte. Og i forlængelse heraf vil de yderligere benytte åernes vand til at skabe større opdæmmede områder omkring Nørrebro Station og højbanen. Hovedgrundlaget i nytolkningen af lokaliteten bliver hermed det blå element, som vi med et meget betegnen-de navn kunne kalde “Åerne”.

Som en ekstra gevinst for de rekreative ganglinier i København, ønsker jeg at tilføje, at dette nye parkstrøg “Åerne” visuelt vil kunne kobles sammen med “Søerne”. En virkeliggørelse heraf vil være relativ enkel, fordi Ladegårdsåen via Ågade og Åboulevarden alligevel har sin udmunding i “Søerne”. Historiske fotos illustrerende Ladegårdsåens oprindelige løb i disse gader, vil kunne overbevise de fleste om rigtigheden af, at markere dette påny. Efter-som det ikke er realistisk at genskabe å-forløbet i samme skala som tidligere, synes det op-lagt at tale om en blå streng istedet. En streng af rindende vand, som man kan promenere langs. Denne skal, som de øvrige grønne bælter omtalt her i artiklen, tage sig ud som et historisk spor. Landskabsarkitekten Annelise Bramsnæs har i en spændende kronik i
Politiken, for en år- række tilbage, beskrevet tilsvarende overvejelser i et lidt bredere perspektiv. Desuden vil Københavns Kommune kunne lade sig inspirere af Århus, som netop har synliggjort en centralt beliggende rørlagt å, til største glæde for indbyggerne og byens æstetiske fremto-ning.

Alt i alt er her tale om en stort anlagt projekt, som kræver en mangeårig planlægning. Ideer-ne forudsætter visse omstruktureringer af
kvarteret, som idag har en meget rodet og forsømt fremtoning. Eksempelvis er det yderst uheldig planlægning, at man først lader DSB
restau-rere den særegne Nørrebro Station, for så derefter at tillade Føtex at ødelægge helhedsind- trykket i området, med et mastodontbyggeri uden værdighed. Enkelte bygninger som denne må ganske enkelt betegnes som ærgelige fejltagelser, og så nedrives til fordel for det nye parkstrøg. Udover at skabe et parkstrøg, med en række nye åndehuller i det lidt barske Nordvest-kvarter, fortsætter man med denne løsningsmodel desuden en letopfattelig opdeling af byen, synliggjort ved de historiske landskabselementer “Voldringen”, “Søerne” og så endelig “Åerne”.

“Voldringen”, “Søerne” og så endelig “Åerne”.

Lad mig kort sammenfatte. “Voldringen”, som omtalt i første afsnit af artiklen, bibringer kø-benhavnerne et ambitiøst pladsanlæg med 2 nye markedshaller. “Søerne” er et eksisterende og allerede velfungerende landskabselement i byen, som kun kræver en nænsom vedligeholdelse. “Åerne” er et bud på en langsigtet vision, som kan fortsætte en historisk tradition, der er i sammenhæng med “Voldringen” og “Søerne”.