Et paradis til hver by.
Politiken 21 januar 1996

Af Hans Peter Hagens.
Paradis kan være den evige salighedstilstand, eller et symbol på de frommes tilstand efter døden. Men det kan også forståes mere konkret – på persisk betyder det i al sin enkelthed en indhegnet park.
Her er en jordnær fortolkning af paradisbegrebet med udgangspunkt i de danske kulturlandskabers
nutidige muligheder:
Tanken er, at enhver by i Danmark af en hvis størrelse, med tiden skal få mulighed for at etablere sin egen karakteristiske paradishave ud fra lokale, klimatiske forhold, traditioner, særpræg og derved skabe en ny række åndehuller i de danske byer.
Paradishaverne bliver ’moderne billeder på planteskolerne’. De skabes ud fra æstetiske, økologiske, klimatiske og praktiske overvejelser af højtuddannede fagfolk – på en måde så de stimulerer de fem sanser at se, lugte, smage, høre og føle på mest fremragende vis.
Men haverne skal samtidig virke som en slags planteskoler, hvor ordet skole skal tages bogstaveligt - her kan man lære sine børn hvordan grøntsager og frugter ser ud før de når Netto, Irma og Aldi’s plastemballager. Og hvilke planter der kan benyttes til medicin, hvad der kan anvendes til plantefarvning, gødning, bedøvelse, parfume, gift og andre ting, som er betydningsfulde ingredienser i livet..

Poetisk lærdom

Således lærer ’planteskolerne’ fra sig i en poetisk og holistisk form – til forskel fra den ofte bebrejdende tone i miljø-debatten. Paradishaverne i Danmark bygges op med en filosofi, der tager udgangspunkt i, at skabe en poetisk blanding af en pryd/nyttehave, hvor de to begreber pryd og nytte opfattes ligeværdige.
Ligesom man har gjort det i den klassike danske bondehave eller i de livsbekræftende kolonihaver, og som man kan se det i den utrolig forfinede arabiske havetradition.
De smukke kartoffelplanter med hvide og lilla blomster er naboer til roser og lavendler, som igen er nabo til fingerbøl, kulsukker og pigæble i den medicinske bed. Dette placeres ved siden af havens frodige figentræ, hvorunder man kan sidde på en granitbænk og spise jordbær fra havens jordbærbed. Under vindruerankerne vokser der franske anemoner i foråret, mens der kommer solsikker i efteråret. Sammen med jasminerne gror der vilde hindbær og klokkeblomster.
Krebsene, som lever i den ene åkandedam, må fanges en gang årligt. Fangsten er forbeholdt et større krebsegilde i havens lysthus for den person der i den pågældende by, som er kommet med den bedste idé til haven.
Hver by i Danmark realiserer sin drøm om eller syn på paradishaven, og udvekslingen af deres erfaringer, er med til at opbygge en mere og mere raffineret havetradition i landet.
Sammenlignes disse tanker med vor tids gængse parker er udeladelsen af nytteplanter og –træer efter min mening en helt vital mangel, som er svær at forstå eftersom frugttræerne og krydderurterne jo også er prydsvækster.
En historisk forklaring kan måske hænge samen med, at der opstod kulturperioder specielt under de engelske og franske slotstraditioner, hvor det blev anset for prestige at skabe lysthaver, hvor alt hvad der gav associationer til nytte og slidsomt arbejde, skulle udelades.
Et uddrag fra H.C. Andersens fine historie ’Gartneren og herskabet’ underbygger denne overvejelse: ’Hidonstans Lotus!’ udbrød Herskabet. En saadan Blomst havde de aldrig set, - og den blev om Dagen stillet hen i Solskinnet og om Aftenen i Reflekslys. Enhver, som saa den, fandt den mærkværdig dejlig og sjælden, ja det sagde selv den fornemmeste af Landets unge Damer, og hun var Prinsesse,- klog og hjertens-god var hun. (…) Gartneren svarer:’ Den er kun en ringe Blomst fra Køkkenhaven ! men ikke sandt, hvor er den smuk ! den ser ud som om den var en blaa Kaktus, og dog er den kun Blomsten på en Ærtestokken.’
’ Det skulle De have sagt os straks !’ sagde Herskabet. ’Vi maatte tro den var en fremmed, sjælden Blomst. De har prostitueret os for den unge Prinsesse ! hun saa Blomsten hos os, fandt den saa smuk, kendte den ikke, og hun er ganske inde i botanikken, men den Videnskab har ikke med Køkkenurter at gøre. Hvor kunne det falde Dem ind, gode Larsen, at sætte en saandan Blomst op i Stuen. Det er at gøre os latterlige!’

Samspil med den arabiske have

Som en fuldkommen kontrast til denne tankegang, vil jeg fremhæve den arabiske have, hvor nytte og prydplanterne ses side om side i et enestående fint samspil med rislende vand, de fineste flisemønstre og en særlig slags hævet veranda, hvorfra man liggende kan nyde udsynet over en af ens udvalgte vækster.
Jeg er blevet fortalt, at et vigtigt element i de arabiske landes erobringstogter kan have været, at de altid medbragte deres havetraditioner i form af sublime vandingsteknikker og dertil håørende vandingeniører med høj status og respekt, der mulig-gjordeetablering af haver med mængder af spiselige planter og frugter, i de ellers golde ørkener.
Det vil sige, at araberne ikke kun blev opfatte som erobere, men også som et folkefærd der bibragte noget livsgivende.Og at forbinde havebegrebet med noget decideret livsgivende, er overordentligt essentielt.
En virkeliggøresle af visionen om en paradishave i hver by i Danmark kunne blive springbræt for en ny udvikling i den danske havetradition.
Som et positivt modspil til vores parker og botaniske haver, hvor det ene bestemt ikke udelukker det andet. En forudsætning for at opbygge disse paradishaver på højt niveauer, at særligt kvalificerede fagfolk ansættes med dette formål for øje. Sådanne fagfolk findes ved at gartnerfaget omprioriteres på en facon, som gør det til et højt estimeret og prestigefyldt arbejde. Disse ’fremtidens gartnere’ bliver symboler på tidens ånd og teknik,og besidder stor viden om biologi, økologi, filosofi, kunst og arkitektur. Gartneruddannelsen med diverse overbygninger på universitetet og kunstakademier, store rejse-legater og forskning på højt niveau markerer denne nye udvikling. Første udfordring for disse gatnere kunne blive at skabe Københavns nye paradishave.

Paradis-ø i havneløbet

Københavns paradishave anlægges som en kunstig ø i havneløbet. Ankomsten til øen foregår fra Holmen via en raffineret gangbro, hvorfra man ledes op til selve haveanlægget af en trappe med rislende vand i hver side, omgivet af en kirsebærtræsalle med blomster i foråret og bær i sensommeren. Øen består af to hovedelementer – engen og haveanlægget- som er adskilt fra hinanden af en mur, der indvendigt kalkes okkergul og udvendigt lysende coboltblå. Omkring haveanlægget og dets omkransende mur etableres en eng med vilde blomster og græssorter hvor man kan sidde helt ned til vandet. Og med tiden bade herfra, når havnens vand gøres rent ligesomman kan oplve det hos Københavns stolte nabo, Stockholm.

Hemmelighedsfuld og forskelligartet

Selve haveanlægget bygges op over en hemmelighedsfuld geometri, som så igen løses op for i detaljen i form af de mest forskelligartede bede og beplantninger, vandbassiner med planter og dyr, springvand i udsøgte varianter, stiliserede vandløb omkranset af morbær-, valnødde- og spisekastanjetræer. Plænen er velegnet til picnic udflugter, som man ser det på romantisk vis i bl.a. Kongens Have i dag.
Dette er drømmen for København. Hver eneste af paradishaverne i Danmark skal lokal-tilpasses, så vi ikke får to ens haver i landet - hver by sin drøm om en have.